NÅR MEDMENNESKELIGHED KRÆVER MOD
Bill Furlong er gift og har fem døtre. De bor i en lille irsk by, hvor de arbejder hårdt for at tjene til dagen og vejen. Bill er en retfærdig mand, som hjælper dem, der trænger. En dag, da han sædvanligvis leverer kul til det katolske kloster, bliver han mødt af en ung pige, som tigger ham om hjælp. ”Hjælp mig! Tag mig med!” Snart kommer der et par søstre fra klosteret, som tysser det hele ned og tager den unge pige med. Bill kører derfra med en mærkelig fornemmelse i maven.
Efterhånden som handlingen skrider frem, går det op for Bill, hvilke hemmeligheder klosteret gemmer på. Historien skifter indimellem til flashbacks, hvor vi ser Bill som dreng vokse op hos sin mor. Her ligger der også hemmeligheder begravet, og det hele rusker op i ting, Bill aldrig har konfronteret.
Oscarværdigt skuespil
Hovedrollen spilles af Cillian Murphy, som forrige år vandt en Oscar for sin præstation i Oppenheimer. Da blev det cementeret, hvad mange allerede vidste i forvejen: Cillian Murphy er en af verdens allerbedste karakterskuespillere. Her i ”Small Things Like Theese” spiller han igen fremragende. Han er så meget på skærmen, at han og hans præstation bærer hele filmen. Historien er også spændende i sig selv, men det er især ham, der bringer liv til fortællingen og karakteren. Og han gør det så fint og subtilt. Han spiller sjældent ’stort’. Blikke, udtryk og små bevægelser. Mere skal der ikke til for at udtrykke selv de største og tungeste følelser. Og han får det til at se så let ud. Det er anden film i træk, han laver med den belgiske instruktør, Tim Mielants. I 2025 spillede Cillian Murphy hovedrollen i filmen ”Steve”, som også var et smalt drama med én hovedrolle, der bærer det meste.
Inspireret af virkeligheden
Filmen er inspireret af virkelige begivenheder. Når filmen slutter, lærer vi, at den er tilegnet de mange tusinde kvinder, der boede, arbejdede og døde på de såkaldte ’Magdalene-vaskerier’ i Irland op gennem det 20. århundrede. Disse var katolske ordener, der skulle hjælpe ’faldne kvinder’. Dem, som var kommet i uføre, var blevet gravide udenfor ægteskabet, prostituerede osv. Tilsyneladende et nobelt foretagende, men det kom senere frem, at kvinderne arbejdede under slavelignende forhold, og ingen kunne komme derfra, når man først var kommet ind.
I filmen ser vi, at nonnerne på klosteret gemmer sig bag Bibelens ord. Der citeres fromme skriftsteder om at hjælpe næsten – med Bibelen i den ene hånd og pisken i den anden.
Giv den opmærksomhed
”Small Things Like These” er et stille drama, der går ind under huden på dig, hvis du giver den tid og mulighed for det. Den skal have hele din opmærksomhed, når du ser den, og det er i de små detaljer og nuancer, det gribende og flotte skal findes. Den er rørende uden at blive sentimental og bringer imponerende skuespil, som aldrig bliver teatralsk. Det er en historie, som er værd at høre, og som her fortælles på fornem vis.
Kan ses på Blockbuster.dk