Skammerens datter

En 12-årig pige med helt særlige evner hvirvles ind i en kamp på liv og død i et middelalderunivers med drager og magtsyge onde mennesker som modstandere. Action, Adventure, Familiefilm, TEMA Familiefilm 11 år, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 2015
Varighed: 95 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Kenneth Kainz,
Medvirkende: Rebecca Emilie Sattrup, Petra Maria Scott, Maria Bonnevie, Peter Plaugborg,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 26.03.2015

BEDSTE DANSKE FANTASY-SERIE
Skammerens datter er første bind i den meget populære danske fantasy-serie, der er oversat til over 25 sprog. Derfor har der været store forventninger til denne danske film, hvor alle også taler dansk (eller noget, der ligner).

Handlingen følger bogen nøje, men selvfølgelig er mange detaljer ikke med. Hovedpersonen er 12-årige Dina (Rebecca Sattrup), der fra sin mor har arvet en ganske særlig evne: Når hun ser folk ind i øjnene, kan både hun og vedkommende selv se alt det, vedkommende skammer sig over i sit liv. Derfor tør ingen se hende i øjnene, og hun har derfor ingen legekammerater.

Hun, hendes mor Melussina (Maria Bonnevie) og hendes søskende bor i et middelaldersamfund, hvor retssystemet gør brug af en skammer, hvis man ønsker at finde ud af, om en person er skyldig eller ej. Da fyrstefamilien findes dræbt, kaldes Melussina til byen som skammer. Men alt er slet ikke, som det ser ud til at være. Snart er Dina og hendes mor midt i en dødsensfarlig situation, hvor det ikke er let at se, hvem der er til at stole på – ikke engang for en skammer! Skulle man ikke have læst bogen, skal handlingen ikke røbes her. Men der er både onde folk af fyrsteslægten, der drikker drageblod, og gode folk, der med kemi og sværd kæmper mod de onde.

Filmen slutter ligesom bogen med, at situationen får en midlertidig afslutning, hvor alt ånder idyl – men der lægges tydeligt op til endnu en kamp i næste film. Der er nogle lidt barske scener, men jeg ville nok godt vove at tage 10-årige med, hvis man er ved siden af dem. Det er en film, der helt oplagt har juniorer målgruppe. Især pigerne kan identificere sig med Dina og hendes veninde. Drengene kan så glæde sig over sværd og drager. En anden målgruppe er alle vi andre, der kan lide en god fantasy-film.

Filmen burde skamme sig lidt
Nogle filmatiseringer tilfører noget endnu bedre til romanen, andre tager ligesom glansen lidt af den. For mig var denne film en skuffelse. Det medrivende og fascinerende var ligesom mat i farverne. Dels er kulisser og det øvrige set-up ikke fremragende, og dels er dragerne lidt sølle i forhold til bogen – og til dragefilm i almindelighed. Nogle replikker fremføres som var det en skolekomedie, og selv om især Rebecca og hendes veninde Rosa (Petra Nielsen) gør det rigtig godt, er helhedsindtrykket ikke imponerende.

Skam er ikke populært
Filmens lidt farveløse fremtoning vil muligvis fremstå anderledes for en fra 5.-6.klasse. Og i hvert fald er historien stadig genial. Ud over en almindelig, men velskrevet historie, om kampen mellem det gode og det onde med en 12-årig pige som identifikationsfigur, har historien det originale med "skammer-gaven". Der kan drages mange gode pointer af historien: Dens afsløring af, hvor meget vi frygter for, at det, vi skammer os over, kommer frem i lyset. Interessant er det fx, at der er to slags folk, der tør se skammeren i øjnene. De uskyldige, der ikke har gjort noget, de skammer sig over, og dem, der overhovedet ikke skammer sig over noget som helst – dem, vi i dag diagnosticerer som psykopater. Men os andre - en del af os kan via vores samvittighed kaldes til at skifte side, når vi tvinges til at se i øjnene, at vi skammer sig over vores måde at leve på.

Den eneste pointe, der mangler i bogen (og derfor også i filmen) er den, at mens skammerens mål er at afsløre folks skam for at bruge det i en retssag eller for at kalde dem til at forbedre sig, kan der jo også tænkes en anden grund til at afsløre folks skam. Jesus er i den forstand historiens absolut største "skammer" – og er, ligesom Dina, derfor ret upopulær hos nogle. Men hvad er hans formål? Ikke at bruge det i en retssag eller som impuls til forbedringsprojekter. Hans formål er at afsløre, at vi har brug for tilgivelse. Og hans øjne kan både afsløre skammen og udstråle den kærlighed, der elsker mig på trods af alt det, jeg med rette skammer mig over. Det var de tanker, jeg tog med mig fra biografen. Jeg håber to'eren bliver af højere kvalitet, for det har bøgerne fortjent.

---