Sin Nombre

To unge på flugt fra Honduras til Mexico. En spændende social-realistisk film om bander og håbløshed, kærlighed og håb. Drama, Thriller, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2009
Varighed: 96 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Cary Fukunaga,
Medvirkende: Marco Antonio Aquirre, Leonardo Alonso, Karla Cecilia Alvarado, Felipe Castro,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 24.09.2010

Hvorfor gi' 5 stjerner til en film, hvor man må sige, at handlingen ikke byder på noget nyt under solen: en sød pige flygter mod friheden og kommer så meget grueligt igennem undervejs. Filmen er mildest talt heller ikke spækket med stjerneskuespillere, og kameravinklerne er heller ikke til at tabe pusten over.

Men: jeg kan faktisk ikke rigtig glemme den film igen. Den går ind under huden på en eller anden måde. Så lad os se på den.

Flygtninge
Historien er kort sagt, at teenagepigen Sayra fra Honduras sammen med sin far, sin bror og sin onkel satser alt og prøver at flygte fra den håbløse elendighed til det forjættede land, USA, via tog til Mexico.  En anden teenager, Willy, kommer også med toget. Willy er med i en bande, hvor tilhørsforholdet til banden betyder alt. Han har en "pæn" kæreste og prøver at skjule dette for banden, selv om det er dybt ulovligt ifølge deres bandemoral. Da det opdages, sker der voldsomme ting, og Willy må som straf tage med bandelederen Marero på en modbydelig opgave: de skal plyndre de fattige flygtninge på godstoget fra Honduras til Mexico.

Flugt
De to støder her ind i Sayra og hendes ledsagere og plyndrer dem. Da Marero vil voldtage Sayra, beslutter Willy sig: han skærer halsen over på Marero, vel vidende at han dermed i sin bandes øjne pådrager sig en dødsdom. Derefter er filmen én lang flugtscene – med stille øjeblikke undervejs, hvor de to teenagere begynder at nærme sig hinanden. Hvordan det hele ender: se den selv, men håb ikke på en lyserød happy ending.

Autentisk stemning
Instruktøren er den kun 32-årige amerikaner, Cary Fukunaga. Filmen har vundet prisen for "bedste instruktør" ved Sundance Film Festival 2009. Det skyldes nok den dampende varme oplevelse af virkelig at være "on location". Cary har brugt hele to år på at lære både livet som togflygtning og livet som bandemedlem i Mexico at kende. Han har fx haft et par mexicanske bandemedlemmer til at kigge manuskriptet igennem for at give sprog og billede de rigtige detaljer.

Det er nok også de fantastiske stemningsbilleder, der bli'r ved at hænge i mit sind. De overdrevent tatoverede bandemedlemmer, der med kors på overarmen og jomfru Maria på brystet fromt slår korsets tegn – og slagter andre uden at blinke med øjnene. De tomme blikke i de mange flygtninge på taget af godstoget, truet af grænsepolitiets kugler og forbipasserende børns stenkast. Den hurtige vekslen mellem håb og fortvivlelse i et teenage-sind. Det er social-realisme på et højt – og dermed dybt – plan!

Uden navn
"Sin Nombre" betyder "Uden navn". Og det er vel budskabet i filmen: de stakkels bandemedlemmer og de stakkels flygtninge deler skæbne på ét punkt: de er bare en brik i den store, grå navnløse menneskemasse, der synes dømt til et håbløst liv i fattigdom og usikkerhed. Bandetilhørsforholdet gi' r på én måde tryghed og identitet – men tvinger samtidig til deltagelse i konstante blodige bandeopgør uden nogen form for nåde.

Hvad gi' r et menneske et navn, en identitet og værdi? Det er vel et spørgsmål, seeren selv må besvare. Men filmen rummer nogle antydninger. Man får et navn, når man bli' r elsket. Man får et navn, når man river sig ud af den grå masse og står frem og handler ud fra sin kærlighed til et andet menneske eller ud fra sin vilje til at leve og få et håb.

Tatoo-kristendom
Jeg synes filmen – som en sidebemærkning i manuskriptet – gi' r et godt eksempel på et fænomen, som i hvert fald nogle finder typisk for latin- og sydamerikansk katolsk kristendom: man går meget op i nogle ydre ting (her kristne tatoveringer og det at slå korsets tegn for sig samt en del kristne "kraftudtryk") – men man lever ikke efter den kristne etik, fx om næstekærlighed. "Næsten" er kun ens egen bande eller ens nærmeste familie.

Selvfølgelig er det vildt unfair at mene, at dette billede er dækkende for alle katolikker i disse lande. Men det er tankevækkende for mig selv: har jeg noget "tatoo-kristendom", jeg burde få luget ud i?

Taknemmelighed
Når rulleteksterne kører, sidder jeg tilbage med to følelser:
Jeg ville gerne vide, hvordan historien fortsatte, for disse mennesker er nu en del af mit liv!

Og så en taknemmelighed over at have det så godt, som jeg har det her i Danmark, hvor de fleste har ret til og mulighed for at få et navn!

Ikke for børn
Filmen er slet ikke for børn. Dels på grund af den rå vold og dels fordi man kommer til at holde af nogle mennesker, der får en så tragisk skæbne, at der skal voksen-skuldre til at bære det, når filmen er slut.

---