Signs

En skæv blanding af et familiedrama om tro og tab, og en klassisk gyserfilm med korncirkler, rumvæsener og overnaturlige begivenheder. Science fiction, Thriller, 
Produktionsår: 2002
Varighed: 102 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: M. Night Shyamalan,
Medvirkende: Mel Gibson, Joaquin Phoenix, Rory Culkin, Abigail Breslin,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Johannes Korsholm Poulsen - 19.09.2006

Instruktøren M. Night Shyamalan har sin helt egen stil. Hans film har altid en snert af mystikken fra helt klassiske gyserfilm (i forbindelse med "Signs" er det især Hitchcocks "Fuglene", han har ladet sig inspirere af), og så en underlig filosofisk legen med alverdens forskellige emner. I hans gennembrudsfilm Den sjette sans var det livet efter døden, der fik en tur, og i "Unbreakable" var det den amerikanske myte om den (næsten) uovervindelige superhelt.

I "Signs" er det især troen og Guds indgriben i vores liv, der fokuseres på. Filmens handling udspiller sig på en lille gård i Pennsylvania, USA, hvor den tidligere præst Graham Hess bor med sine to børn Bo og Morgan, samt Grahams lillebror, den fallerede baseballstjerne Merril. Graham har mistet troen og dermed sit job som præst, da hans kone døde i en forfærdelig trafikulykke. Pludselig begynder nogle ret kunstfærdigt udformede korncirkler at dukke op på den lille families majsmarker, og det viser sig hurtigt at være et forvarsel om nogle rumvæseners snarlige invasion af jorden.

Derfra kører filmen af sted på den klassiske gyserfilms skinner. Vi får information om rumvæsenerne i små doser, og der er masser af uhygge og chokeffekter. Hvis det umiddelbart lyder lidt klichéagtigt, så er det ikke helt skudt ved siden af. Den del af filmen er en åbenlys hyldest til gamle gyserkonger som førnævnte Hitchcock.

Det, der gør filmen anderledes og vel egentlig også egnet til at blive anmeldt her på siden, er dens legen med begrebet om Gud og hans indgriben i verden. Omkring den vantro ekspræst og hans familie foregår der en masse mystiske fænomener, som godt kunne tyde på, at der alligevel er en Gud, der holder øje med os og passer på os. Mere vil jeg ikke afsløre. Det ville ødelægge en allerede lidt for underlig film for lidt for mange. Men et par kommentarer vil jeg gerne knytte til filmen og dens relevans i en kristen sammenhæng:

* At Gud i en fiktiv historie hjælper nogle fiktive personer mod nogle helt og aldeles fiktive (og ret kiksede) rumvæsener, kan jeg ikke se skulle kunne være til særlig stor trøst eller opmuntring. Vi har masser af eksempler i Bibelen og historien generelt på, at Gud på en meget virkelig måde i en meget virkelig verden hjælper virkelige mennesker.

* Vi må ikke se denne film som et udtryk for evangelisation eller forkyndelse. Shyamalan er en klassisk postmodernist, og det er vigtigt at understrege, at filmens skildring af Gud blot er lidt nysgerrig lommefilosofi fra instruktørens side og skal som sådan bare ses som en del af underholdningen, - noget der bringer historien tæt på og tvinger os til at forholde os til den.

Det er dog altid underholdende at se Shyamalans film, fordi de er så unikke i deres udtryk, men "Signs" er bestemt ikke en af hans bedste. Jeg vil faktisk hellere anbefale The Village, som blev slået op som en stor gyser, men i virkeligheden er en spændende lille film om overtro, samfund og fællesskab.

Og hvis du gerne vil høre om en Gud, der passer på dig, så har jeg en 2000 år gammel og meget aktuel bog, du må låne …

---