Shutter Island

Det er svært at blive andet end betaget af duoen DiCaprio og Scorsese. Alligevel efterlader filmen det indtryk, at plottet bærer alt. Drama, Thriller, 
Produktionsår: 2010
Varighed: 138 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Martin Scorsese,
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Mark Ruffalo, Ben Kingsley,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 11.03.2010

Martin Scorsese er en kæmpe. Han er en af de instruktører som har gjort det svært for sig selv ved at lave indtil flere mesterværker, og som derfor konstant skal præstere det maksimale. Jeg tænker naturligvis på "Taxi Driver", men en lang række andre film kunne nævnes.

En af hans mest foretrukne skuespillere er uden tvivl Leonardo DiCaprio, en skuespiller som er en af mine absolutte yndlingsskuespillere. Derfor gik jeg også ind til denne film med enorme forventninger - og jeg blev ikke skuffet. Filmen er fremragende, og jeg har den stadig kørende intenst i mine tanker her små 24 timer efter, at jeg så den. Det lyder som en sikker 6-stjernersfilm, og jeg ville ønske, at jeg kunne give den så mange; men der er et springende punkt, som afgør den sag, og det vender jeg tilbage til.

Teddy Daniels er U.S. Marshall, eks-soldat fra anden verdenskrig og netop i gang med at afklare en af de mærkeligste sager længe. Han er på vej mod statsfængslet for de kriminelle sindssyge, der ligger på Shutter Island - en ø, der ligger placeret 18 km ude i havet. En af de indsatte er forsvundet, og det er Daniels' opgave at finde hende.

Daniels kommer til øen, bliver præsenteret for opgaven og går i gang med det møjsommelige arbejde. Rachel Solando, som patienten hedder, er sporløst forsvundet. Hun var i sin celle kl. 22 aftenen forinden, og ved celletjek kl. 24 var hun væk. Intet tyder på, at nogen hjalp hende - eller hvad? For jo længere Daniels graver i det skumle steds fortid og personale, des mere tyder noget på, at stedet ikke har rent mel i posen.

Undskyld min begejstring, men DiCaprio er suveræn. Hans største rolle er stadig rollen i The Aviator, men han passer også godt som tidligere soldat og hårdkogt eftersøger. En rolle der ligner dem han havde i "Gangs of New York" og The Departed (alle tre Scorsese-film). Hans øjne er specielle, for de rummer nærvær. De er udmattede, intense, glimtende, søgende, søvnige, syge, glade etc., og det er ikke nemt at få så mange følelser ud igennem et par "fiktive" øjne.

Resten af skuespillerne er også fremragende, men det er klart DiCaprio, der stråler. Dog vil jeg fremhæve Ben Kingsley, der i rollen som skummel chefpsykiater på Shutter Island gør filmen både spooky og flydende.

Og netop flydende er et nøgleord. For filmens manus er noget af det bedst komponerede, jeg har set meget, meget længe. Faktisk er det så godt, at det stjæler billedet fra nærmest alt andet. Jeg tænkte som en gal bagefter over alle de udsagn og tunge emner, som filmen tog op, men jeg kan ikke finde den røde tråd, som den forsøger at beskrive. Det er, som om handlingen er så intens og eksploderende, at der næsten ikke er plads til fordybelse; og det er faktisk en skam.

Nogle, som har set den, vil måske indvende, at den har fokus på både sorgbearbejdning, krigsforstyrrelser, tilgivelse, troværdighed og værdighed, og det er langt på vej også rigtigt, og det gør blot filmen endnu mere seværdig - men jeg sidder også med en fornemmelse af, at al moral og etik, som man gerne vil diskutere på baggrund af filmen, er søgt; for filmen lægger kort og godt ikke op til det. Dertil er den for tændt på at underholde. Det formår den så også i nærmest uhørt høj grad, og man er totalt fastspændt til sædet i over to timer, hvilket er godt gået. Plottet er overraskende og vil nok tage fusen på de fleste; derfor heller ikke et ord mere om det.

Til slut to ting: For det første er det tæt på at melodramatikken flyder over. Da Daniels ankommer til Shutter Island er der fuld blæs på strygerne, og vi er klar over dette er et skummelt sted. Men det søbes næsten lidt for meget ind i påtaget dramatik. Ærgerligt, for billederne taler i virkeligheden godt for sig selv, og det synes jeg, man skal kunne turde; specielt når man framer så godt som Scorsese gør. For det andet er der en pointe om Gud og lidelse, som jeg lige vil kommentere. Vold, sorg, smerte, gengældelse og ondskab er drivkraft for mange af handlingerne i filmen. På et tidspunkt siger fængslets direktør: "Hvorfor er der så meget vold i verden? Fordi Gud elsker os. Det lever i os, i dig og mig." Spørgsmålet er jo super relevant, specielt i denne film, men svaret er både og. For nej, Gud elsker ikke vold; han hader den faktisk så meget, at han døde på korset for at befri denne verden for det. Men jo, det bor stadig i os mennesker. For ved syndefaldet tog det bolig i ethvert menneske, og kun på den yderste dag, når vi går over i Jesu rige, skal vi få lov at opleve os selv som fejlfrie. Derfor er sætningen et både og.

Men filmen er en fabelagtig thriller, som printer sig ind i bevidstheden, og jeg håber ikke, der er nogen som snyder sig selv for så intens en oplevelse.

---