I eventyrene er det typisk prinsen eller prinsessen, der er historiens helt. De kæmper mod ondskaben, fx i skikkelse af hekse eller trolde, og lever lykkeligt til deres dages ende. Da den første film om Shrek kom ud, i 2001, blev der for første gang byttet om på rollerne. Nu var det trolden, der var hovedpersonen.
Filmene om trolden Shrek – som i originaludgaven taler skotsk – er blevet en stor succes. Både fordi de er flot lavet, fordi der er tale om familiefilm og fordi de er parodier på de velkendte eventyr, vi har stående i bogreolen. I Shrek-filmene er det hele vendt på hovedet.
Det er selskabet DreamWorks, der har lavet filmene, og det ses. Computeranimationen er suverænt flot – og særligt i 3'eren, "Shrek den Tredje" – er det imponerende at se, at man i dag ved hjælp af CGI kan skabe næsten perfekte menneskeskikkelser.
Der er masser af humor i filmene om Shrek. Sjov humor, som alle kan være med på, men også til tider grov humor, ofte centreret omkring prutter, mudder, madsvineri, ekstrem ørevoks, osv. Men det hører ligesom med til det, der gør Shrek-filmene til en succes for både børn og voksne.
De store emner
Ligesom i så mange andre tegnefilm og computeranimerede film er der masser af både moralske og etiske temaer med. En lang række klip fra filmene egner sig fint som illustrerende eksempler på forpligtende venskab, ærlighed, selvværd, osv.
Det gælder også den nye, "Shrek den tredje", hvor det først og fremmest er den unge Artie – den kommende kong Arthur – der lærer noget om værdier og lederskab.
Handlingen i "Shrek den Tredje" er kort fortalt, at Shreks svigerfar, Fionas far kong Harold, dør. Umiddelbart er Shrek enearving til Landet Langt Langt Borte. Men Shrek har ikke lyst til at være konge, og han vil gerne tilbage til sin elskede sump. Derfor drager han sammen med Æsel og Den Bestøvlede Kat af sted for at finde en anden arving, nemlig den unge gymnasieelev, Artie. Samtidig planlægger den onde prins Charming, som vi mødte i film nr. 2, et kup. Han slår sig sammen med alle eventyrverdenens onde eksistenser – blandt andet Kaptajn Klo. Men prinsesse Fiona slår sig sammen med en række andre slagfærdige kvinder, heriblandt Snehvide og Tornerose, og går til kamp mod Charming.
De to første film om Shrek var skønne og med en god historie. De bar præg af at være skrevet og instrueret af Andrew Adamson, som efterfølgende stod for nyfilmatiseringen af Narnia-historierne.
Men jeg synes, 3'eren bærer præg af, at der ikke er mere at fortælle, og at Andrew Adamson ikke længere er ved roret. Børnene hyggede sig og grinede meget, mens filmen gik over biograflærredet. Det er i sig selv en god ting, og filmen vil da også uden tvivl finde vej til familiernes dvd-reol. Men set fra et kunstnerisk og historiefortællende synspunkt er filmen lidt "ligegyldig". Men der er formentlig ingen tvivl om, at der både kommer en Shrek 4 og 5.
I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at der, især i de to første film, som nævnt er masser af gode scener, som kan bruges til en snak eller en prædiken om værdier, moral og selvværd.