• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

She Said

To journalister arbejdede i flere år på en artikel, der skulle afsløre Havey Weinstein, der misbrugte sin magtposition til at opnå seksuelle ydelser. Det blev begyndelsen til MeToo-bevægelsen.

Biografi/baseret på virkelig historieDrama
Produktionsår: 2022
Varighed: 135 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Maria Schrader,
Medvirkende: Carey MulliganZoe KazanPatricia Clarkson,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 12.05.2023



MISBRUG AF MAGT SKAL AFSLØRES 

Er det muligt for en magtfuld mand gennem mere end 30 år at slippe godt fra at udnytte kvinder seksuelt uden at skulle stå til regnskab for det? Ja, det var det engang, men det er det ikke mere. Den kendte og meget indflydelsesrige filmmogul Harvey Weinstein slap gennem mange år godt fra at misbruge sin magtposition til at opnå de seksuelle ydelser, han begærede. Det gjorde han til trods for, at mange kendte til hans eskapader.

Han fortsatte bare
Når det ikke ville være muligt for Harvey Weinstein at slippe godt fra sine overgreb i dag, skyldes det især to journalisters gravearbejde. New York Times-journalisterne Jodi Kantor (Zoe Kazan) og Megan Twohey (Carey Mulligan) arbejdede i flere år på at samle materiale til en afslørende artikel om ham. Deres problem var, at ingen af de forulempede kvinder ville eller turde stå offentlig frem. Mange af dem havde underskrevet en tavsheds-kontrakt. De havde fået en stor sum penge for aldrig nogensinde at nævne hans overgreb på dem for nogen. Weinstein havde magt til at sørge for en flot karriere til dem, der tilfredsstillede ham, og han havde magt til at ødelægge alle fremtidsmuligheder for dem, som ikke ville makke ret. Og han brugte sin magt.

De to journalister og teamet omkring dem på New York Times havde brug for skriftlig dokumentation og i det mindste én kvinde, der ville stå frem og vidne. En skønne dag havde de nok, og artiklen blev trykt. Den satte gang i en flodbølge af beskyldninger mod Harvey Weinstein. Mere end 80 kvinder, heraf mange kendte skuespillere, stod frem og fortalte deres egen historie. Deraf navnet på bevægelsen, som kom til at hedde MeToo. En sidebemærkning: I dag væmmes alle i Hollywood ved en mand som Weinstein, men det er ikke ret mange år siden, at de samme mennesker velvilligt dækkede over hans eskapader, samtidig med, at de producerede hundredvis af film, som har været med til at præge den seksuelle kultur i hele verden.

Hæmmet af skam
Filmen har værdi ud fra flere vinkler. Først og fremmest fortæller den en historie om, hvordan magtfulde mænd kan gøre skade på kvinder, når de ikke respekterer et nej til seksuelt samvær. Vi møder flere kvinder, som fortæller, at et enkelt seksuelt overgreb i deres ungdom kom til at præge hele deres liv. Så er der også betydningen af den seriøse gravejournalistik, som bringer lyssky mennesker frem i offentligheden. Og ligeså er filmen en god baggrund for at forstå lidt mere om MeToo-bevægelsen, som også har fået store konsekvenser i Danmark.

"She Said" følger i sporene af andre film om journalistisk gravearbejde, som f.eks. “Alle præsidentens mænd” (1976 - om Watergate), Spotlight (2015 - om overgreb i den katolske kirke) The Post (2017 - om Vietnamkrigen). Og filmen klarer sig godt i det selskab. "She Said" bygger på Kantor og Twoheys bog om deres vanskelige arbejde med artiklen. Den skildrer deres udholdenhed, men også deres fejltagelser og lyst til at slippe det hele. Det er ikke uden problemer at forsøge at overtale kvinder til at rode op i tildragelser, der for dem selv er omgærdet af en bundløs skam, og måske ligger 20 år tilbage i tiden. Vores fem stjerner til filmen skyldes, at den er væsentlig, og at den er godt produceret. Stoffet, som indimellem er ret kompliceret, er lagt til rette, så vi kan følge med. Selv om vi kender udfaldet, er der også spænding, og der er stor mulighed for indlevelse.

Det førte til MeToo
"She Said" slutter med, at der bliver trykket på publicer-knappen, så MeToo er slet ikke berørt. Det begyndte dagen efter og har ikke fundet sin endelige udformning endnu. Weinstein-sagen satte gang i rigtig meget. Nogle bruger den til helt generelt at stemple alle hvide mænd med magt som nogle svin. Andre klager over, at bevægelsen har gjort det næsten umuligt at have en fri omgangstone, hvor en kvik bemærkning kan være begyndelsen på en heksejagt. Bevægelsen er blevet flettet sammen med andre strømninger som f.eks. krænkelses-kulturen og kønsforvirringen. Vi står i en proces, hvor det skal afklares, hvad der definerer et magtfuldt menneskes misbrug af sin magt i seksuelle forhold, og hvad straffen skal være. I denne proces er det vigtigt at huske, hvad det hele udsprang af, og det sætter "She Said" på en rigtig god måde på plads.

Kan ses på Blockbuster.dk



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer