MÜNCHEN-MASSAKREN
Ved de Olympiske lege i München i 1972, blev 11 israelske atleter fanget og holdt som gidsler af medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe ’Sorte september’. Det vesttyske politi forhandlede med gidseltagerne, men det hele endte i en massakre, hvor alle de jødiske atleter samt fem af otte gidseltagere og en tysk betjent blev skudt og dræbt. Den nervepirrende og tragiske begivenhed udspillede sig for øjnene af hele verden, da sommer-legene for første gang i historien blev transmitteret via satellit til hele verden. Den amerikanske tv-station ABC var den eneste, der bragte live-optagelser fra den forfærdelige begivenhed, og her i filmen skildres de højspændte timer i tv-stationens kontrolrum.
De etiske dilemmaer
Der var ingen, der var forberedte på, hvad der ville komme til at ske den septemberdag i 1972. Og slet ikke på ABC’s sportsredaktion, som gjorde sig klar til at bringe dagens højdepunkter fra verdens største sportsbegivenhed. Da der pludselig hørtes pistolskud i området, og nyheden om gidseltagningen nåede redaktionen, blev man hurtigt klar over, at man var det medie, der var tættest på begivenheden, og at man havde mulighed for at sende live fra bygningen, hvor gidslerne blev holdt fanget. Dramaet i filmen drejer sig bl.a. om det faktum, at ingen af folkene på redaktionen var vant til at arbejde med politisk nyhedsstof - de plejede at bringe sportsnyheder. For det andet blev der diskuteret, hvor meget af det højspændte drama, man kunne og burde sende ud i stuerne til seerne. Hvad hvis nogen blev skudt og dræbt på live-tv? Hvad hvis atleternes familier så med? Det sætter nogle tanker i gang, og der åbnes for interessante etiske spørgsmål, som stadig er aktuelle og værd at bruge tid på i dag.
Det var en anden tid
Filmen bruger en del tid på tekniske detaljer. Det er på en måde forståeligt, da man som seer skal huske og forstå, at nyhedsformidling i den analoge verden var noget helt andet, end det er i dag. Man var teknisk håndværker på en anden måde end i dag, og det bringer lidt drama undervejs, når filmruller skal smugles fra A til B, eller små ledninger skal loddes sammen osv.
Undervejs i filmen bruges der også tid på at italesætte Tysklands rolle i situationen. Det sker via Marianne, en tysk oversætter der arbejder for tv-stationen. Det er kun 27 år efter Tysklands smertelige nederlag i anden verdenskrig, og nationen føler på dette tidspunkt stadig kollektiv skyldfølelse over krigen og ikke mindst Holocaust. Derfor bliver tilfangetagelsen af 11 jøder på tysk grund en virkelig betændt situation på flere planer. Det er en god og vigtig detalje at have med, og filmen slipper godt afsted med at skildre det, uden at det fylder for meget.
Godt drama
Filmen leverer et godt og medrivende drama, som er underholdende fra start til slut. Det er interessant at se historien fra denne vinkel og få en fornemmelse af, hvad der rørte og rører sig i forhold til nyhedsformidling i kritiske situationer. Mange dilemmaer er de samme i dag, og med internettet og de sociale medier er formidlingen ikke blevet lettere. I 1972 havde man mulighed for at styre og censurere på en måde, som man ikke kan i dag, hvor alle med en smartphone formidler nyheder til resten af verden.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.