• SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Alle anmeldelser - Drama

Romulus (serie)

Vi kender alle Romerriget. Men hvad gik forud og førte til dannelsen af det? Romulus gir et spændende, farverigt og dramatisk bud på den proces!

DramaTEMA Serier
Produktionsår: 2020
Varighed: 416 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Matteo Rovere,
Medvirkende: Andrea ArcangeliFrancesco Di NapoliMarianna Fontana,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 16.12.2020



ROM BLIVER TIL 

De gamle sagn om, at Rom blev grundlagt af et tvillingepar, der blev opfostret af en ulv, danner baggrund for en ganske anderledes fortælling, der dog bevarer lidt at sagnenes elementer, fx kongenavne. Vi er i det 8. århundrede f.Kr. i det, der i dag hedder Italien. Folkene i området kalder sig latinere, og sproget i filmen er proto-latin – altså et forsøg på at konstruere et talesprog på den tid, der så udvikler sig til det, vi senere kender som latin.

De 30 latinske konger har et forbund, der ledes af en overkonge, Numitor. Denne har et par tvillingenevøer, der skal arve tronen. Men kongens bror, Amulius, der er en del af de 30, finder det umuligt at forestille sig, at der kan være to konger. Så Amulius prøver at myrde tvillingerne. Den ene dør, men den anden, Yemos (Andrea Arcangeli) flygter dybt ind i de frygtede skove, hvor han møder et skjult folk, der ledes af en ulveklædt kvinde. Undervejs dertil er han blevet knyttet til en forældreløs slave, Wiros (Francesco Di Napoli). Amulius' datter, Ilia (Marianna Fontana) er egentlig indviet som præstinde, men ender som kriger. Gennem mange voldsomme og snørklede veje fører serien os til sidst til en situation, hvor Yemos og Wiros står overfor Amulius og Ilia i noget, der ligner begyndelsen til et blodigt slag. Se selv, hvordan det går. Det eneste, der skal afsløres her, er, at det ender med, at en ny by bliver grundlagt på syv høje og kommer til at hedde Rom.

Mange elementer i spil
Nu skal man vist ikke forvente at lære noget faktuelt om oprindelsen af det folk, der med Rom som hovedstad blev til en af de stærkeste kulturer i Europas historie: Romerriget. Men alligevel præsenteres vi for nogle af de ingredienser, der helt sikkert var afgørende for udformningen af dette rige. Vi drages ind i det klassiske dilemma med at få en masse småkonger til at indordne sig under én konge og med tiden blive til ét folk. I det spil vil hver enkelt konge og hvert enkelt folk naturligvis prøve at fremme deres egne interesser, så hvordan få dem til at ofre disse til fordel for det fælles gode? Vi møder også de voldsomme problemer med at skulle forene troen på de forskellige guder, som forskellige folk dyrker. Og endelig møder vi det element, som vist stort set alle historiske forløb har været præget af: enkeltpersoner, der i kraft af deres evner og personlighed træder frem som lederskikkelser og følges af tilstrækkelig mange til at præge udviklingen.

Kampe og deres resultater
Hverken plot eller skuespilpræstationer er noget, man vil huske længe bagefter. Serien er god underholdning for dem, der kan lide indviklede personstridigheder, farverige stammer og mystiske guder. Den rummer en del vold og noget sex – men først og fremmest fyldes den af kampe: magtkampe, kampe indbyrdes i en familie, kampe i den enkelte persons sind og så naturligvis fysiske slag mellem større og mindre grupperinger. For mig at se rummer serien i det mindste én ting, der hæver den over almindeligheden: Wiros' forvandling. Wiros begynder som en ynkelig angstfyldt slave, der er villig til at slå uskyldige ihjel for selv at overleve. Men han ender som en konge af et ganske særligt format, der flere gange overrasker på den positive måde.

Guder og mennesker
Alle mennesker i serien tror på et eller andet niveau på guder. De er afhængige af deres vejledning og deres konkrete hjælp. Samtidig er en del personer ikke bange for at "hjælpe" guderne lidt – både med at svare på den måde, personerne finder bedst, og med at gøre undere og tegn. Man kan helt forkaste en gud, der ikke hjælper – og man kan antage sig en ny gud, hvis vedkommende pludselig leverer den hjælp, man har brug for. Vel egentlig en udmærket baggrund for forståelsen af processen, der førte til det store galleri af guder, som Romerriget havde i sin storhedstid.

Kan ses på Max.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer