SKUFFELSE UDEN LIGE
Præmissen for at lave en japansk produceret spinoff film i Tolkiens univers er bestemt ikke en dårlig ide, for japanske animationsfilm er noget helt unikt og særpræget inden for filmkunst. Især Hayao Miyazakis film, som fx Drengen og hejren, Det levende slot og "Min nabo Totoro", har skabt fans af japanske animationsfilm verden rundt. "Krigen om Rohan" er meget kort beskrevet i Tolkiens bøger, hvilket selvfølgelig efterlader et blankt kanvas til at kunne skabe noget nyt og unikt ind i et velkendt univers. Forventningens glæde førte desværre kun til grum skuffelse, og "Krigen om Rohan" er det hidtil mest forglemmelige kapitel i filmatiseringen af Tolkiens univers.
Selvom de fleste nok tænker på Peter Jacksons Oscar-vindende trilogi, når man nævner Tolkiens berømte værk Ringenes Herre, så er det ikke første gang, at Tolkiens univers er blevet fortolket som animationsfilm. I 1978 udkom den første filmatisering af Ringenes Herre, som for mange sidenhen er gået i glemmebogen. Seneste fortolkning på Tolkiens univers er Amazon Prime serien Ringenes herre: Magtringene, men animationsfilm giver en unik mulighed for at fortælle nogle af de historier fra hans værker, som næppe får en liveaction film eller serie.
Personligt havde jeg en lille forhåbning om, at "Krigen om Rohan" kunne gå hen og være "Ringenes Herres" version af "Star Wars" spinoffet Rogue One, som jeg virkelig nød at se.
Håbløs historiefortælling
Først og fremmest, så er stort set hele filmen frustrerende cliché. Der er ufatteligt lidt – hvis nogen overhovedet – originalitet i manuskriptet. Samtlige temaer, troper, replikker, osv. er enten stærkt inspireret eller direkte taget fra andre populære eller klassiske film og serier. Bare for at tage et karakteristisk eksempel, så foregik følgende dialog mellem Héra og skjoldmøen Olwyn, der nærmest fik mig til at ryste på hovedet, sådan:
Héra: ”Er det din plan?”
Olwyn: ”Jeg sagde ikke, at det var en god plan”
Der opstod gentagende chancer, hvor filmens handling kunne have brudt ud af clichéerne og have gået i en original retning, men hver gang var det ren ønsketænkning. Hvis man har set en håndfuld moderne klassiske film, kan man snildt gætte sig til hele handlingen.
Karaktererne i filmen var sjældent mere end todimensionelle og gennemgik stort set ingen udvikling. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er Helm Hammerhand, som lider nok tab og nederlag til, at han viser sig fra en ny side; men resten af hovedkaraktererne ser stort set ingen udvikling.
Historiens antagonist, Wulff, er en ualmindelig primitiv og ufarlig skurk. Alt, han gør og foretager sig, er drevet af hans hævnlyst. Hævn-plottet var historiens ”ondskab” og blev tvunget igennem i en så voldsom grad, at enhver dramatisk situation, som eventuelt kunne have ført karakterudvikling med sig, blev erstattet med en urokkelig og næsten teenageragtig stædighed. Mangel på karakterudvikling og et forceret plot gør desværre, at der går enormt meget opsætning og potentiale tabt.
God ide, dårlig udførelse
Den japanske animationsstil når ikke at få nogen relevans, for den bliver ikke brugt som et virkemiddel til at fortælle historien på en ny eller unik facon. Tværtimod blev den lave billedhastighed, en seriøs mangel på detaljer og skæve stilistiske beslutninger en hæmsko for historiefortællingen. I stedet for at være en fed alternativ tilgang til et velkendt univers med en unik animationsstil og tradition for filmskabelse, virkede produktionen faktisk bare billig og mangelfuld.
Desuden var der overraskende få action-scener, når man tænker på, at filmen hedder ”Krigen om Rohan”. De eneste bemærkelsesværdige action-scener var uvæbnede slåskampe eller et meget kortvarig krigsslag mellem to hære ude i det åbne. Her går der endnu en gang rigtig meget tabt, for den japanske animationsstil egner sig især godt til nærkamp med svær.
Kamiyama fik muligheden for at tage et tomt hul i historien om Tolkiens fantastiske verden og gå kreativt amok; men har på ingen måde udnyttet muligheden at danne en historie med relevans for det univers, som filmen udspiller sig i. Hvis ikke den første del af titlen var ”Ringenes Herre”, kan jeg garantere for, at der ikke havde været nogen, der læste manuskriptet, og efterfølgende ville give produktionen grønt lys. Den eneste udnyttelse af, at historien udspiller sig i Tolkiens univers er, at der gentagende gange bliver nævnt karakterer og lokationer i flæng, uden at det bliver forklaret eller har nogen som helst relevans for historien.