Endnu en stor udfordring ventede Peter Jackson efter den vellykkede første film af Ringenes Herre. Dels er der stadig mange vanskelige scener at gengive, dels gør Tolkiens tredje og fjerde bog af Ringenes Herre det vanskeligt at skabe en toer, som kan matche den første.
"De to tårne" er kendetegnet ved en grundlæggende stemning af krig og afmagt. Mens Frodo og Sam fortsætter deres tilsyneladende håbløse rejse ved Gollums hjælp mod Mordors land for at ødelægge ringen, forsøger resten af ringforbundet at bekæmpe den forræderiske Saruman – en tidligere allieret troldmand, som har sluttet sig til Sauron. De frie folk skal altså bekæmpe modstandere fra mange sider, samtidig med at deres troppers ledere er kendetegnet ved modløshed og fortvivlelse. De er i denne film personificeret ved Rohans konge Théoden. Han har opgivet håbet om redning og er handlingslammet. Over for dem står Aragorn og Gandalf, som kæmper en hård kamp for at mobilisere tropperne. Handlingen står mere i stampe i "De to tårne" end i "Eventyret om ringen". Det skyldes selvfølgelig at Tolkien vil skildre de helt igennem svære odds, men det gør også bogen til en meget stor filmisk udfordring. Det var netop her, at Ralph Baksi gik død i sin filmatisering af Ringenes Herre i 1978.
Mens Tolkien har beskrevet krigen mod Saruman i tredje bog og Frodos og Sams historie i fjerde, har Jackson klogt nok valgt at kombinerede de to. Det skaber en dynamik i filmen, som gør den tunge, lidt stillestående handling levende. Desuden har Jackson valgt at begynde filmen med at skildre Gandalfs vej ned i dybet med balroggen. Dermed er der skabt en stor spænding fra begyndelsen. Ved at finde paralleller mellem de to bøgers forløb får instruktøren historien til at hænge fint sammen. For at skabe yderligere sammenhæng bygger Jackson filmen op mod et klimaks omkring kampen ved Helms kløft. Som "pause" i krigen indgår et møde mellem Aragorn og Arven, og i den forbindelse de svære overvejelser Arven, gør sig om deres forhold. "De to tårne" er den af filmene, som forholder sig mest frit til bøgerne. Selvom man stadig kan følge handlingen fra bogen, har Jackson valgt sig nogle friheder, som der nok blandt inkarnerede fans er delte meninger om. Fx brygger han videre på bøgernes romantiske forbindelser i en grad, som minder mere om Hollywood end om Oxford. Det er nok en god ide, hvis man vil lokke det kvindelige køn ind i biografen, men til gengæld svækkes tilknytningen til historien. Derfor må filmen undvære en stjerne og dermed ikke komme helt til tops.
Uanset, hvad man mener om disse filmiske friheder, er der ingen tvivl om, at det er en flot film med mange imponerende scener og med musik, som helt lever op til den første film. Den udvidede version tilbyder nogle flere gode detaljer, men de er ikke afgørende.
Skuespillerne gør det stadig godt ligesom i den første film. Fremhæves skal dog Andy Serkis som Gollum. Han skildrer figuren glimrende, og animationen af figuren er imponerende.
Filmens handling hænger nøje sammen med de øvrige to og giver faktisk ikke mening uden. Kampen mellem det gode og det onde bliver skærpet, og afmagten blandt hovedpersonerne bliver stærkt fremhævet. Det er en stærkt bevægende film at se, og instruktøren bruger de stærkeste virkemidler. Der er ingen tvivl om, at det er en krigsfilm, og det kan sikkert blive for meget for nogen. Jeg mener dog ikke, at Jackson overskrider grænsen, men lader det fremstå, som det store drama, det er. Krigen mellem de gode og de onde sættes i et større åndeligt perspektiv i forhold til ringens tiltagende magt over Frodo og Sarumans forførelse af Sauron. Den skildrer, hvordan det onde er en dominerende kraft, som kan få større og større magt over mennesker – også ubevidst. En anden vigtig pointe er troens kraft, selv når det synes håbløst. Her har filmen nogle anliggender, som ligger i forlængelse af kristendommen, og som kristne med fordel kan tage til sig.
Vælg TEMA Hobbitten og Ringenes Herre for at se anmeldelser på de øvrige film i serien.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.