• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Respect

Filmen fortæller historien om den berømte amerikanske soulsanger Aretha Franklins liv i årene 1952 til 1972. Filmen er spændende og skuespillet er fremragende, og så underholdes vi med god musik!

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Biografiske filmTEMA Kristne film
Produktionsår: 2021
Varighed: 145 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Liesl Tommy,
Medvirkende: Jennifer HudsonForest WhitakerAudra McDonaldSkye Dakota Turner,
Stikord:
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Peter E. Nissen - 22.12.2021



KAMPEN FOR SELVSTÆNDIGHED 

Denne film er en historisk skildring af den berømte amerikanske soulsanger Aretha Franklins liv i årene 1952 til 1972, hvor hun slår igennem som ’Queen of Soul’ i USA. Vi følger hende fra hun som 10-årig optræder som sanger ved sin fars aftenselskaber, og til hun optræder i sin kirke i forbindelse med indspilningen af albummet Amazing Grace 20 år efter.

Frihed fra undertrykkelse
I sin skildring af Franklins historie lægger filmen et bestemt filter ned over den. Udover at give os de kendte gennembrudshit i historien om, hvordan hun slår igennem, oplever vi, hvordan Franklin (Jennifer Hudson) tidligt må kæmpe med dominerende mænd, som vil kontrollere hende på forskellige måder. Lige fra ham, som gør hende gravid som 12-årig, til de mænd som forsøger at styre hendes liv og karriere. Især i første del af filmen er der en generel negativ skildring af mænd, og det giver filmen et gennemgående feministisk træk. Det er nok ikke tilfældigt, at filmen slutter med et klip med den ægte Aretha Franklin, som synger ”You Make Me Feel Like a Natural WOMAN”. Livet for Franklin bliver både kampen for anerkendelse, men også kampen for frigørelse fra mænd, der vil hæmme og ødelægge livet for hende. Heldigvis bliver sidste del af filmen mere nuanceret, hvor hun også oplever at få respektfuld støtte fra forskellige mænd i sin videre karriere. I modsat fald ville filmen fremstå noget unuanceret i forhold til denne problemstilling.

Den amerikanske drøm
Parallelt med denne grundlæggende fortælling om at kæmpe for respekt og personlig frihed, er filmen et udtryk for den amerikanske drøm om eneren, som gennem hård kamp opnår succesen. Det bliver forstærket af, at filmen slutter i 1972, hvor karrieren ellers begyndte at vende for hende. Racekampen i USA gennem Martin Luther King bliver også inddraget i overensstemmelse med Franklin-familiens engagement i den, og dermed bliver Franklins frihedskamp et symbol på den større kamp, de sorte gennemgik i de år. Endelig har filmen også et postmoderne træk med fokus på Franklins søgen efter at finde sin egen identitet. Det fremgår tydeligt, at det her er musikken, som hjælper hende med det.

Kirken på godt og ondt
Et interessant tema er kirkens rolle. Kirkens mænd eksemplificeret med Arethas far C. L. Franklin (Forest Whitaker) fremstilles ikke særligt sympatisk, men heldigvis får Kirken en positiv betydning i slutningen af filmen, hvor Aretha selv ønsker at vende tilbage og synge gospel, fordi hun har brug for Gud, i de udfordringer, hun står i. Men man sidder tilbage med en oplevelse af, hvor galt det kan gå, hvis ikke kirkens ledere holder fast i ydmygheden som en central del af et kristent lederskab.

Fremragende skuespil
Filmen er godt lavet med spændende filmiske virkemidler, der fungerer. Skuespillet er fremragende – især skal fremhæves Jennifer Hudson som den voksne Aretha og Skye Dakota Turner som børneudgaven. Jennifer Hudson fanger fint Franklins mimik. Desuden underholder filmen os med god musik undervejs. Filmen anbefales. 

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer