• SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Alle anmeldelser - Drama

Reservation Road

Et gribende drama om en flugtbilist og den familie, der mistede sin søn på grund af et øjebliks uopmærksomhed.

DramaThriller
Produktionsår: 2007
Varighed: 103 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Terry George,
Medvirkende: Joaquin PhoenixJennifer ConnellyMark RuffaloMira Sorvino,
Stikord:
 Død,
 Sorg,










Anmeldelse:

Af: Mikael Arendt Laursen - 02.02.2010



På den ene side møder vi kernefamilien bestående af far Ethan Learner, der er lykkeligt gift med Grace og far til drengen Josh og lillesøster Emma. Familien er harmonisk og har netop haft en fantastisk dag sammen. På den anden side møder vi advokaten Dwight Arno, der er skilt fra Ruth, som han har sønnen Lucas sammen med. De to har været til en baseballkamp med favoritholdet Red Sox. Kampen trækker ud, og bagefter er det lettere kaotisk at komme væk fra parkeringspladsen, så Dwight er presset, da han har lovet at være tidligere tilbage hos Ruth med drengen. Lettere stresset sætter han kursen mod drengens adresse, og i et øjebliks uopmærksomhed og med alt for høj fart rammer han Ethans søn, Josh, som i forbindelse med et stop ved en tankstation ville lukke nogle ildfluer ud af et syltetøjsglas i vejkanten. Josh dør, og ulykken vil for altid forandre de to familiers tilværelse.

Ethan og hans familie rammes naturligvis af en dyb sorg og fortvivlelse over det frygtelige, der er sket. Men familien holder sammen, og til at begynde med tror de på, at politiet vil finde den skyldige og få ham retfærdigt dømt. Dwight er også ramt hårdt af ulykken, som han vælger at flygte fra. Da hans egen søn kommer lettere til skade ved påkørslen, fordi han ikke har fået sikkerhedssele på, bliver Dwight nødt til at lyve sig ud af situationen - både over for sønnen, Ruth og siden politiet.

Mens Josh's mor Grace efter nogen tid affinder sig med situationen og forsøger at tage sig af datteren Emma og sin mand, har Ethan det særdeles svært med det hele. Han oplever, at systemet ikke gør nok, og til sidst beslutter familien sig for at hyre en advokat, som skal hjælpe dem med at finde og retsforfølge morderen. Denne advokat hedder Dwight - og så bliver det hele pludselig kompliceret. Efterhånden er Dwight ved at nærme sig en beslutning om at melde sig, da hans samvittighed ikke kan holde til andet, mens Ethan lige så stiller finder ud af, at det er hans egen advokat, der har slået Josh ihjel. Og det hele spidser naturligvis til til sidst.

Historien er god og velspillet, og selvom der er nogle ganske kendte skuespillere med, lykkes det dem at spille helt almindelige mennesker på en meget troværdig måde. Det er faktisk flot! Og filmen er i det hele taget velproduceret på en måde, som passer godt til historien. Det er ikke hverken stor filmkunst eller Oscar-vindende skuespilpræstationer men et virkelighedsnært drama med fokus på kampen mod fortvivlelse, sorg og uretfærdighed på den ene side og en ødelæggende samvittighed og trang til erkendelse og tilgivelse på den anden.

Jeg er generelt rigtig glad for skildringen af de to familier i "Reservation Road". Ethans familie forholder sig troværdigt til choket, sorgen, fortvivlelsen og deres ønske om retfærdighed. Ethan selv vælger at opgive systemet, da han ikke føler, at systemet kan tilbyde en løsning, og dette valg er ved at splitte hans familie. Han lukker sin kone ude fra sine pinefulde tanker og distancerer sig fra familielivet. Dwight lider fra første øjeblik af alvorlige samvittighedskvaler, og selvom han til at begynde med vælger at lyve sig ud af situationen, får han ingen fred. I en vigtig scene i filmen taler han med sin søn om, at man nogle gange kommer til at gøre noget, som er ude af kontrol. Man forsøger at skyde skylden på andre, men i sidste ende er der ikke andet at gøre end at stå ved sine handlinger. Fra dette øjeblik forsøger Dwight at finde tilgivelse for sin forbrydelse og er villig til at tage sin retfærdige straf. Alt dette er godt skildret.

Skal jeg til sidst sætte en finger på noget i denne film, så er det af teologisk art. At forældrene fortæller lille Emma, at storebror Josh er en engel, efter at han er blevet dræbt, kan man måske forstå. Det er forkert, men jeg kan godt forestille mig, at nogle forældre ville bruge dette billede. Men at præsten gør det samme ved begravelsen er beklageligt. Desværre formidler og bekræfter filmen nok en udbredt misforståelse blandt den del af publikum, der ikke færdes så ofte i kirken. Dette er mit eneste forbehold over for en ellers usædvanlig sober film.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer