• THE WHALE nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

  • DEN LILLE PRINS (2015) nu på Viaplay udover filmstriben.dk

  • DE LYDLØSE i biografen

  • DEADPOOL & WOLVERINE nu på dvd og blu-ray - og på Disney+ 12/11

  • WE LIVE IN TIME i biografen

Alle anmeldelser - Drama

Red Riding Hood

Historien om Rødhætte er blevet til en ungdomsfilm, der er flot, men den fungerer ikke, medmindre man er teenager og elsker Twilight-filmene.

DramaThriller
Produktionsår: 2011
Varighed: 100 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Catherine Hardwicke,
Medvirkende: Amanda SeyfriedGary OldmanBilly BurkeVirginia Madsen,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 31.03.2011



Mange af de eventyr, vi kender, findes i mere oprindelige og – ganske ofte – langt mere dystre udgaver, som ikke er velegnede for børn, og som bygger på folkelegender. Det er også tilfældet med eventyret om Rødhætte, som besøger sin mor i skoven og opdager, at en ulv har ædt hende.

Det er denne historie om Rødhætte, som nu er blevet lavet som ungdomsfilm. Og jeg siger og skriver ungdomsfilm, for det er, hvad det er.

Catherine Hardwicke har tidligere instrueret filmene over Twilight-bøgerne, teenfilmen "Thirteen" og såmænd også bibelfilmen Vejen til Betlehem. Det ses tydeligt, at hun mest arbejder med ungdomsfilm, og det ses endnu mere tydeligt, at hun lige har instrueret Twilight, som er en vampyr-film med enorme seksuelle undertoner for teenagere og unge.

Historien om Rødhætte er i "Red Riding Hood" nu placeret i en lille, middelalderlig landsby i udkanten af en stor, uhyggelig skov. Der er noget "Dracula" over den stemning, man har forsøgt at skabe her.

Valerie, som pigen hedder, bor i landsbyen, som lever i frygt for varulven, der flere gange hvert år får et kid eller en gris som offer. En dag dræbes Valeries søster af varulven, og da man ved, at varulve dræber hele familier, ved Valerie dermed også, at hun måske er den næste i rækken.

Samtidig ankommer den store varulvedræber, den katolske præst fader Solomon (Gary Oldman), til landsbyen, og han iværksætter forskellige inkvisitoriske øvelser samt forsøg på at fange varulven.

Under alt dette er der sidehistorien om ulykkelig ungdomskærlighed, for Valerie er forelsket i én ung mand, Peter, men er lovet bort til en anden ung mand, Henry. Det er i forbindelse med forlovelsen, at Valerie får sin karakteristiske røde hættekappe, som hun bærer resten af filmen.

Det kunne faktisk have været ganske interessant med en voksenfilm om Rødhætte, måske lidt gyseragtig, men i stedet får vi en Twilight-inspireret ungdomsfilm, helt klart med fokus på de unge og deres glatte ansigter, flotte hår og deres kærlighedsproblemer. Lagt ind i en kulisse med varulve og mørke skove. Og med underlægningsmusik, der indeholder popsange for unge, så de også kan købe sig en cd, når de har set filmen.

Det fungerer ikke, medmindre man er teenager eller ung og elsker Twilight. Kostumer og scenografi er flot, men jeg håber, at en anden måske tager historien op engang og gør en ordentlig voksenfilm ud af det.

"Red Riding Hood" er, ligesom sidste uges premierefilm "I Am Number Four", blot en naturlig og økonomisk stensikker efterfølger af Twilight-filmenes popularitet blandt unge.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 2.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer