En nyere version af romanen Quo Vadis (latin: hvor går du hen?) blev lavet som tv-serie i 1985. Nu er den tilgængelig på dvd. Quo Vadis er bygget over Henryk Sienkiewiczs roman af samme navn. Den foregår i Rom under kejser Nero og Roms brand, og dens store tema er kontrasten mellem det åndelige forfald i Roms overklasse og de kristnes svære vilkår i samme kultur. På det overordnede plan er det historien om, hvordan den selvoptagede Nero ønsker at brænde Rom af for at bygge sig en helt ny hovedstad efter sit eget hoved. Han sætter en brand i gang og giver de kristne skylden for branden. Som konsekvens bliver de kristne forfulgt og må lide martyrdøden. Det mindre drama handler om hærføreren Marcus Vinicius, som forelsker sig i den kristne kvinde Lygia. Hun forlanger af ham, at han skal blive kristen for at de kan få hinanden, og det giver mange problemer i forholdet mellem dem.
Selvom filmens handling er opdigtet, bygger den på historiske oplysninger. Man kan dog ikke uden videre gå ud fra, at alle detaljer er historisk korrekt gengivet. Det bør man være bevidst om, men ikke slå sig på. Denne udgave fokuserer meget på Neros vanvid og angst for at blive forrådt. Den viser også tydeligt, hvordan magt og forfængelighed er en dårlig kombination.
Filmens store tema er de negative konsekvenser af moralsk forfald, begær og stolthed. Denne version fokuserer meget på magtens intriger og de destruktive cirkler ved det romerske hof. De dramatiske hovedpunkter med branden og henrettelsen som toppunkt er næsten ikke med. Det har tydeligvis været spillet om magten og magtens korruption, der har haft instruktørens største interesse. Når størstedelen af filmen foregår i magtens haller, gør det den lidt langtrukken. Der sker simpelthen for lidt til at holde seeren fast i mere end fem timer. Men man skal selvfølgelig også huske på, at den er lavet som seks afsnit. Det er en af de negative sider ved at udgive en tv-serie på dvd. Til gengæld kan man fint se filmen i mindre bidder.
Andre temaer er forfølgelse for det, man tror på, samt forskel på kristendom og hedenskab. Det sættes skarpt op i filmen, og det er temaer, som det er godt at reflektere over. Derfor anbefales filmen også, for det er emner, der fokuseres alt for lidt på i vores tid.
Baggrundsmusikken er noget speciel. Når man lytter til den, kan man undre sig, men det er på den anden side ikke noget, der generer for handlingen. Men jeg er heller ikke sikker på, at den virker efter hensigten. Skuespillerne er generelt ikke helt i top, men Max von Sydow gør det som altid udmærket. Klaus Maria Brandauer har en krævende rolle som Nero. Han får interessante sider af kejseren frem, måske især fordi han får ham til at minde om en moderne psykopat. Endelig bryder jeg mig ikke om de kristnes gudstjenester i filmen. Der er lidt for meget tempelkult over det, og jeg spørger mig selv, om det mon virkelig har været sådan. Selvfølgelig er filmkvaliteten bedre end den 34 år ældre film, men jeg synes egentlig ikke, at kulisserne er flottere. De virker faktisk lidt discountagtige i sammenligning med den gamle, selvom der uden tvivl er brugt mange penge og kræfter på dem. Men man kan alligevel fint se filmen, selvom man har set den gamle.