EN LANG NÆSE
I rækken af genindspilninger af deres klassikere nåede Disney i slutningen af 2022 til "Pinocchio". Alle kender formodentlig det klip af den gamle indspilning, der er med i Disneys julekavalkade. Romanen bag filmen handler om træskæreren Gepetto (Tom Hanks), der har mistet sin søn og sin hustru, og nu hutler sig igennem som dukke- og urmager. Han laver en marionetdukke, der minder ham om den søn, han har sørget over i mange år. Ønskefeen opfylder hans ønske om, at dukken bliver levende, men - som Gepetto siger - det er kun en næsten rigtig dreng, for den mirakuløst levende Pinocchio er fortsat lavet af pinjetræ.
Se hvad vi kan
Vi fik muligheden for at se Disneys nye "Pinocchio". Det var en skuffende oplevelse. Filmen sætter sig imellem flere stole. Det er som om, formålet har været at vise, hvor meget mere avanceret nutidens filmteknik er. Den kan skabe utroligt naturtro billeder på en computer. Det gælder alt lige fra kattens bløde eller våde pels til det uhyrlige havmonster. Og så kan den blande levende skuespillere ind i de computerskabte rum og landskaber. Er det ikke mageløst? Men hvad vil Disney med den nye "Pinocchio"? Der er kun føjet detaljer til i handlingen, og den pædagogiske pegefinger: Parolen "Opfør dig ordentligt og adlyd din far!" er lige så firkantet som tidligere. Drengen Pinocchio har nogle identitetsproblemer. Det er et aktuelt og vedkommende tema, men det er ikke nyt.
Skønne spildte kræfter
Robert Zemeckis har instrueret en lang række spændende film i flere genrer, fx Forrest Gump, men han har ikke formået ret meget med "Pinocchio". Der er mange flotte billeder, og enkelte rørende scener, men det er ikke nok til at skabe en klassiker. Formodentlig for at lave lidt spænding og uhygge har nogle af scenerne en belysning, der er så dunkel, at det er vanskeligt at skelne, hvad der foregår. Og hvad skal Tom Hanks i den film? Selv for ham er det en stor mundfuld at skulle spille en tegneseriefigur i lidt over hundrede minutter.
Når andre kan
Hvis ikke vi for nylig havde set Guillermo del Toros fantastiske Pinocchio, så havde Disney-versionen måske fået en stjerne mere. Men del Toro har vist, hvad en god kunstner med styr på teknikken kan gøre med en god klassisk fortælling, og det må Disney finde sig i at blive målt op imod. Det er ikke nok, at teknikken fungerer. For eksempel udnytter Disney kun den finurlige ide med Pinocchios voksende næse én gang, nemlig hvor de har brug for et kosteskaft for at kunne nå en nøgle.
Kan ses på Disney+ med engelske eller danske stemmer.