På Antarktis i 40 graders kulde lever kejserpingvinerne i titusindvis. Det er fascinerende at se de store flokke i det solbeskinnede isbjerglandskab.
Klimaet dernede kræver, at pingvinerne hvert år i marts marcherer i dagevis for at komme til sikre ynglepladser. I juni, når dette års udkårne er fundet, lægges et æg. Hannerne står derefter tæt sammen to-tre måneder i kulde og snestorm for trofast at varme ægget. I den tid får de hverken vand eller føde. Imens marcherer hunnen, udmattet efter at have lagt ægget, igen mod havet efter føde til at opfostre ungen med. Moderen skal passe på søleoparderne, for ungen får aldrig føde, hvis moderen bliver dræbt. Når moderen kommer tilbage, kan hun finde sin egen unge ved at lytte til "stemmen", selvom hun forlod "ungen" som æg. Derefter tager hannen udmattet tilbage til havet for at få fyldt sin slunkne mave. Når ungen er stor nok, tager den sammen med moderen ud til havet for at spise sig mæt, før turen igen går ind til de sikre ynglepladser.
Tålmodighed vil være et godt ord at beskrive fuglene med, hvis de skal tillægges menneskelige egenskaber. Noget af det, der er utroligt, er, at forældrene kan finde deres unge blandt titusinder af unger. Det er fantastisk, de har sådanne evner, når nu det er nødvendigt for at overleve. Og deres stedsans til at finde de samme sikre ynglepladser år efter år er også en gave.
Jeg havde min 12-årige niece med i biografen for at se filmen, og vi syntes begge, det var en flot film. Det, at der fortælles en lille historie med danske stemmer, gør, at der lettere bliver en medleven i pingvinernes hårde liv. Jeg kan heller ikke andet end tro, at mange ved at se filmen ser, at der må være en Gud, der har designet pingvinerne sådan, at de netop kan overleve under de barske vilkår.
En langsom, storslået naturdokumentarfilm.
Filmen er kommet på dvd.