HVILKET PARADIS?
Titlen lægger umiddelbart op til en dejlig, lysfyldt, håbefuld historie. Men historien bevæger sig efter kort tid i stik modsat retning.
Vi starter i det paradisiske liv. Mikkel og Louise og deres to små døtre begynder med en tiltrængt ferie på et eksklusivt område på en af de kanariske øer. Feriefred og lykke fra første stund. Men ikke længe efter banker den første modsætning til det paradisiske liv på. De kører en aften afsted i en lejet bil, og pludselig rammer de et menneske, som viser sig at være en afghansk flygtning, Ahmad. De kører ham hurtigt til et hospital. De tilbyder at blive på hospitalet. Det afviser han, og Mikkel ender med at give ham sit mobilnummer og en god bunke penge, inden de tager tilbage til hotellet.
Efter nogle få dage vender Ahmad tilbage til dem og fortæller lidt om sin flygtningesituation. Mikkel stikker ham igen en pæn portion penge. Nogle dage senere dukker han igen op. Denne gang helt åbenlyst for at få en meget større sum penge, med sigte på redning af hans kone og børn, som endnu befinder sig i Afghanistan - ifølge det, han fortæller, men med en vis usikkerhed for dem, der hører det, inklusive os filmtilskuere.
Når hjælpen splitter
Louise afviser det blankt overfor Mikkel, som til gengæld føler en vis forpligtelse til at måtte imødekomme Ahmad. Det skaber ufred mellem Mikkel og Louise, og ufreden bliver ikke mindre, da Louise så ganske overraskende alligevel føler sig forpligtet på at hjælpe ramte mennesker. Ikke Ahmad, men derimod den store gruppe af flygtninge, som sætter sit markante præg på den ellers paradisiske ferieø. Louise står en tid af ferielivet.
Den skønne, fredelige ferie har fået helt andre toner, ligesom selve feriestedet viser sig at være meget andet end ren lyksalighed. Stedet er proppet med kriser i forskellige varianter. Udover feriefamiliens tragedier, møder vi også skandinaviske ferievenner med en vis selvsmagende selvtilfredshed, flere lokale afvisninger af flygtningehjælp, lokale fascister, men også flygtninge, måske også Ahmad selv, som forsøger at fuske sig til hjælp.
Livet efter Paradis
Vi er i den grad udenfor det Paradis, vi møder i Biblens allerførste sider. Vi er i den verden, vi kender efter Paradiset, vores verden, med den komplekse menneskesvaghed og ondskab i alle mulige varianter, dybest set sammenhængende fra ende til anden.
Filmen rammer et dybt forhold i det grundmenneskelige, vores allesammens medskyldighed i menneskehedens mørke sider. Ikke kun Trump og Putin er skyldige i klodens ubehagelige udsigter. Vi er alle medskyldige. Også helt udenfor vores viden om det. Omfanget af jordens menneskepåførte lidelse og ondskab er uden for vores fatteevne. Der, hvor vi et øjeblik indsuger livets skønhed og lykke, er der i samme øjeblik nogen, der mærker livets gru og rædsel. Det kan ingen af os rumme. Men ikke desto mindre er vi hvert sekund af livet, for det meste uden at vide noget som helst af det, medskyldige i utallige menneskers dybe lidelser.
Filmens titel er egentlig besynderlig. Filmen vækker på ingen måde håbet om tilbagevenden til det paradisiske. Og det er efter min mening filmens svaghed. Men filmen giver til gengæld et meget stærkt billede af menneskelivets efter-paradisiske liv. Filmtitlen kunne passende have heddet: Efter Paradis.