SKØN OG BRITISK
Da jeg i 2014 anmeldte den første Paddington-film, karakteriserede jeg den som: Skøn, lun, sjov. Og britisk. Og hvor er jeg glad for at kunne gentage mig selv, for det er den nye film, ”Paddington 2”, virkelig også.
Paddington er, sammen med Peter Plys, nogle af de skønneste figurer fra den britiske børnelitteratur, og som vi ved, tiltaler de både børn og voksne. Dén appel var der i den første Paddington-film, og det er der også i nummer to.
Folde-ud bogen
Bjørnen Paddington har nu boet hos familien i London noget tid. Han er jo, som bekendt, så god og så høflig og så velopdragen, og det har givet ham mange venner – og én enkelt fjende i nabolaget. Snart skal der ske noget vigtigt, nemlig at Paddingtons tante Lucy fra Peru fylder 100, og derfor vil Paddington gerne give hende en ret dyr folde-ud bog. Men bogen bliver stjålet, og Paddington ender med at blive – uretmæssigt – kendt skyldig i tyveriet.
Hvad der videre sker, vil jeg ikke fortælle, men simpelthen bare opfordre såvel børn som voksne – og børn sammen med voksne – til at se filmen. Der er så mange skønne situationer i filmen, som jo igen ofte sker, fordi Paddington er så høflig og velopdragen.
Reklame for London
Og så er denne 2’er næsten overfyldt med reklame for London. Der er dels en temmelig flot eksekveret scene, hvor Paddington og Lucy bevæger sig rundt i selve folde-ud-bogens London, og så er der flotte scener fra en række vigtige London-lokationer, herunder en tur op i hviskegalleriet i St. Paul's Cathedral.
En helt
Jeg nævnte før, at Paddington er så høflig og velopdragen, og at det både giver ham venner og skaber problemer. Jeg vil også her til sidst nævne, at en anden af Paddingtons kvaliteter – som også ses i denne film – er, at han er en af de ”helte”, som børnene kan se op til, uden at der er skyggesider. Paddington ér virkelig så høflig og velopdragen. Han ér virkelig så idealistisk. Han ér virkelig så gennemført et familiemenneske.
Det er en film, man både bliver i godt humør af at se, og man får det hele serveret farvestrålende og lækkert.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.