Jeg ved ikke, om der ligger en dybere intention i den location, der er valgt. Om skildringen af nogle familier og mennesker, hvis veje intenst krydses, og ender i et stort mudderbad, er specielt københavnsk. I hvert fald er både location og titel med til at indikere, at vi befinder os i hjertet af København. Mere om det.
Omdrejningspunktet i fortællingen er den travle familie, hvor faderen Ask (Nicolas Bro) og moderen Anne (Sidse Babett) kæmper for at holde sammen på tingene. Anne er ved at gøre klar til premiere på et Shakespeare-stykke, hvor hun har rollen som Ofelia. Ask har travlt med at passe hjemmet og arbejder freelance som fotograf. Hvad Anne ikke ved er, at Ask har set veninden Bente (Ellen Hillingsø) gennem tre år. Bentes tidligere mand Bjørn (Anders W. Berthelsen) ligger og søler rundt i en båd i havnen og kan ikke tage sig sammen til noget. Bente og Bjørns dreng arbejder som murer, mens hans jævnaldrende kollega er kæreste med Anne og Asks datter. Parret venter et barn, men det ved kun datteren.
Dertil kommer, at Ask og Anne går i terapi, og psykologen som hjælper dem, har en utro mand, der er chef for Anne på teatret… forvirret? Forståeligt. For filmen er en lang deroute ud i utroskab og hemmeligheder, som langsomt indhenter de implicerede. Det hele foregår inden for bare 24 timer, hvilket også øger tempoet betragteligt.
Det er både filmens styrke og svaghed. For på den ene side er filmen lidt en tam omgang. Set-up'et er en anelse for klassisk, formuleringerne lidt kedelige, og man regner hurtigt det meste af historien ud. Til gengæld er der intet forsødet over historien og de rige karrierefolks liv. Børnene er hele vejen igennem ofrene, som de er det i det virkelige liv, og flere gange ser vi, hvordan det faktisk er børnene, som må tage affære, når forældrene ikke holder aftaler (som da Anne skal hente deres mindste dreng på skolen, men kommer for sent, og er nødt til at ringe til datteren og bede om hjælp; i mellemtiden er drengen gået hjem, har lagt lussekammen frem og har brygget kaffe til moderen, fordi hun jo har brug for lidt trøst).
Men jeg kan alligevel ikke helt undgå den triste fornemmelse. For alt det, filmen viser, ved vi jo godt i forvejen. At utroskab i sidste ende får konsekvenser, at børnene lider, når forældrene smutter eller har for travlt med deres respektive karrierer osv. Det er selvfølgelig en stor cadeau, at man tager så vigtigt et tema op, men ikke desto mindre vil jeg selv hellere se de synspunkter i den offentlige debat. Eller hvad mener du?
Rent kunstnerisk er filmen flot. Billederne af det intime Amager er betagende, og den allusion, som titlen er over den kendte gade på Christianshavn (Over gaden neden vandet), bliver flot filmet med de smalle brostensgader. Det viser meget godt kontrasten mellem idyllen i bybilledet og de smuldrende familieliv inden for væggene.
Musikken er lavet af den dygtige jazz-komponist Thomas Hass, og det er et meget fængende tema, han leverer. Smukt at se noget nykomponeret jazz i film; det er længe siden, jeg har set det sidst.
Alt i alt vinder filmen ved sin intention om at bringe de kolliderende forholds konsekvenser på banen. Desværre keder den til tider lidt for meget, og løsninger virker for lette.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 2.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
