Oplysning eller uvidenhed

Dan Brown hævder, at "Engle & dæmoner" er baseret på grundig, historisk forskning. Trods dette er bogen gennemsyret af åbenlyse fejl. Baggrund, 
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

---

Anmeldelse:

Af: Tony Watkins - 23.10.2009

Symbollæseren professor Robert Langdon (Tom Hanks) fra Harvard University er tilbage for at tyde ældgamle koder, mens han styrter rundt i katedraler, krypter og katakomber, oven i købet i verdens mest hemmelighedsfulde område. Efter succesen med at knække Da Vinci koden og redde Sion-ordenen fra at måtte afsløre sine dybeste hemmeligheder, var han ikke just populær i den katolske kirke. Hans rygte er imidlertid af en sådan art, at Vatikanet sender en af sine politiefterforskere ud for at bede om hans hjælp, da de modtager et mærkeligt symbol: et ambigram (et billede, som fremviser det samme, hvis man ser det i en ny retning, fx roteret) af ordet "Illuminati". Langdon er meget overrasket over at se dette hemmelige ambigram, som "kun måtte afsløres, når broderskabet Illuminati havde samlet kræfter nok til at genopstå". Illuminati er, som vi opdager, gamle fjender af kirken; videnskabsmænd som overlevede kirkens forfølgelse af dem.

Paven er for nylig afgået ved døden, og kardinalerne er i gang med at samles i konklaven for at vælge hans efterkommer. Men fire af dem er blevet kidnappet, og beskeden, som kom sammen med ambigrammet, siger, at der vil blive dræbt én af dem hver time frem mod midnat, hvor Vatikanet vil blive udslettet af et antistof, der er stjålet fra CERN, et schweizisk forskningscenter for partikelfysik.

Dette usandsynlige plot var Dan Browns første historie om Robert Langdon. Engle og dæmoner udkom i 2000 (2004 i Danmark), tre år før bestselleren Da Vinci koden (2003 i Danmark). Men fordi instruktør Ron Howard filmede den anden bog først, lader han filmatiseringen af Engle og dæmoner være en efterfølger. Det betyder kun lidt, fordi begge historier kan stå alene. Browns succes skyldes ikke hans litterære egenskaber, men på grund af hans evne til at formidle en fortælling. Han kombinerer tre nøgleelementer i sine fortællinger, noget som gør dem attraktive for læseren. For det første er han dygtig til at opretholde tempoet og spændingen mellem de actionfyldte scener. Det lykkedes ikke særlig godt i Howards filmatisering af Da Vinci Koden, men det er et afgørende element, som gør Engle & dæmoner til en spændende film. For det andet er Brown god til at lægge spændende opgaver, koder, symboler og mysterier ind i sine fortællinger. I Engle og dæmoner må Langdon sammen med den smukke fysiker Vittoria Vetra (Ayelet Zurer) fra CERN, finde og afkode spor langs Illuminatis ældgamle "vej til oplysning" i håb om at finde ud af, hvor antistof-bomben er placeret. Browns tredje nøgleelement er konspirationsteorier, som giver motivation til fortællingens "skurke". I denne fortælling er udgangspunktet kirkens påståede, langvarige modstand mod videnskaben og kirkens villighed til at gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at begrænse den videnskabelige udvikling. Det kobles sammen med ideen om et hemmeligt broderskab af videnskabsfolk, som har sværget hævn for måden Galileo og andre blev behandlet på. Hvad enten disse ideer er sande eller ikke - og det er de for det meste ikke - udgør de en underholdende konfrontation og en følelse af, at hemmelige kræfter bliver afsløret.

Ron Howard og hans manuskriptforfattere, David Koepp og Akiva Goldsman, har i stor grad nedtonet det kontroversielle i Dan Browns roman, samtidig med at filmen stadig væk har konflikten mellem religion og videnskab som hovedtema. Fortællingen, som Robert Langdon præsenterer, handler om forfølgelse - faktisk en "brutal massakre". Da chefen for det vatikanske politi, Ernesto Olivetti (Pierfrancesco Favino) kundgør, at hans mænd vil opspore og dræbe Illuminati, siger Langdon: "Illuminati blev ikke voldelige før i 1600-tallet. Navnet betyder "De oplyste". De var fysikere, matematikere, astronomer. I 1500-tallet mødtes de i hemmelighed, fordi de var bekymrede over kirkens falske lære. De var forpligtede på videnskabelig sandhed. Og Vatikanet kunne ikke lide det. Så kirken begyndte - hvordan var det, du sagde det - åh ja, opspore og dræbe dem."

Langdon henviser især til en hændelse, han kalder "La Purga". Da lederen for schweizergarden (som passer på paven), kommandant Richter (Stellan Skarsgård), ikke forstår, hvad Langdon mener, bliver symbollæseren Langdon frustreret. "Søde venner," sukker han, "de læser ikke engang deres egen historie, gør de? 1668: kirken kidnapper fire Illuminati-videnskabsmænd og brændemærker dem på brystet med korsets symbol for at rense dem for deres synder. Derefter henretter de dem og kaster kroppene ud på gaden til skræk og advarsel for andre, så ingen skal sætte spørgsmålstegn ved kirkens magt over videnskabelige sager. Det radikaliserer dem. "La Purga" skabte et mørkere, mere voldeligt Illuminati - en gruppe, der var opsat på hævn og gengældelse."

Alt dette er resultater af Browns fantasi, men fordi det er så gennemført og detaljeret, er der mange, som tror, at hans påstande er sande. "La Purga" har aldrig eksisteret. Illuminati bestod ikke først og fremmest af videnskabsmænd, men af fritænkere, som interesserede sig for politik - ikke videnskab. På samme måde som i Da Vinci Koden hævder han, at hans fortælling er baseret på solide, historiske fakta, mens han i virkeligheden baserer det på pseudo-historie uden hensyntagen til beviser. Ifølge Langdon bestod Illuminati i begyndelsen af blandt andre Kopernikus, Galileo og Bernini. Alle disse havde været døde i mange år, da det historiske Illuminati blev grundlagt i Bavaria - ikke i Rom - i 1776 (Bernini døde i 1680, Galileo i 1642 og Kpernikus i 1543). Videre blev gruppen opløst i løbet af de næste 20 år. Kopernikus blev ikke forfulgt af kirken (og heller ikke dræbt, som Brown hævder i sin bog). Derimod modtog han støtte fra kirken, dedikeret "On the Revolutions of the Heavenly Sphares" til pave Paul III, og han døde stille og roligt i sin seng efter et slagtilfælde. Bernini var ikke videnskabsmand og syntes at have haft en nær forbindelse med Vatikanet. Endvidere er Galileo-sagen ofte blevet forvansket i popkulturen, men sjældent så groft som hos Dan Brown (for nærmere undersøgelse, se Ernan McMullians: The Galileo Affair).

Brown hævder gentagne gange, at han har undersøgt historien, videnskaben og arkitekturen grundigt, men alligevel er hans litterære værker så gennemsyrede af fejl, grundløse spekulationer og åbenbare usandheder, at det bliver vanskeligt at tro på noget af det i det hele taget. Et eksempel, som er afgørende for plottet i denne bog/film, er muligheden for at producere enorme energimængder fra antistoffer. På sine internetsider skriver forskningscentret CERN kategorisk, at "scenariet i Engle og dæmoner er ren fiktion".

Manglen på solid historisk dokumentation er åbenbart ikke et problem for Dan Brown eller Ron Howard, ligesom mange af filmens seere sandsynligvis heller ikke reflekterer over det. Derimod vil de gennem filmen og i endnu højere grad gennem bogen få det indtryk, at kirken historisk set har modarbejdet videnskaben, og at den bliver ved med det på institutionelt niveau, selv om der er mennesker også inden for kirken, som ikke ser en konflikt mellem kirken og videnskaben. Det er en alvorlig misforståelse, selv om det samtidig må indrømmes, at kirken til tider ikke har handlet, som den burde. Meget mere betydningsfuld er derimod konflikten mellem kristen tro og dem, som ligestiller videnskab med ateisme, sådan som Richard Dawkins og de "nye ateister" gør. Det faktum, at mange anerkendte videnskabsfolk også er overbeviste kristne, viser, at denne overforenklede fremstilling ikke holder vand.

Et positivt tema i filmen er - trods Dan Browns dårlige håndtering af det - behovet for at følge beviserne for at finde sandheden. Inden for Browns fiktionsverden er det netop det, der er Robert Langdons intention. Det er i det hele taget et mål for alle, som ikke vil basere sine meninger og værdier på løgn eller halve sandheder. I det kristne budskab findes der stærke beviser for sandheden, som kan tåle at blive undersøgt. Da det centrale i den kristne tro handler om, at vor evige skæbne er afhængig af, hvordan vi forholder os til Jesu død og opstandelse, har vi ikke råd til ligegyldigt at afvise noget uden seriøst at have overvejet det. Det er dog vigtigt at huske på, at kirkens og kristne menneskers fejl og mangler ikke er et bevis mod sandheden i den kristne tro, men i stedet for er et resultat af menneskehedens faldne natur. Som kardinal Strauss (Armin Mueller-Stahl) siger til Langdom sidst i filmen: "Religion har sine svagheder. Men kun fordi mennesket har svagheder. Alle mennesker - inklusive mig selv." Religion er dermed kun et udtryk for de praktiske måder, mennesker organiserer sin tilbedelse og kirkestruktur på. Naturligvis har den mangler. Men den kristne tro handler først og fremmest om en personlig relation til Gud, baseret på de sandheder, Gud har åbenbaret om sig selv. Da kardinal Strauss og Robert Langdon mødes for første gang, får Langdon spørgsmålet, om han tror på Gud. Efter tøvende at have forklaret, at han anser religion for at være et menneskepåfund, siger Langdon: "Jeg er akademiker. Mit hoved fortæller mig, at jeg aldrig vil forstå Gud." - "Og dit hjerte?" spørger kardinalen. "Fortæller mig, at jeg ikke er skruet sammen til at forstå. Tro er en gave, jeg endnu ikke har modtaget," svarer Langdon. Måske burde Langdon, den meget dygtige efterforsker og sandhedsforkæmper undersøge beviserne for sandheden i noget, han ganske enkelt afviser, men som samtidig har ændret tilværelsen for milliarder af mennesker ned gennem historien.

Kilde: damaris.no - oversat til norsk af Ingvild T. Kro

---