FAMILIEDRAMA INDSVØBT I BRANDVARM POLITISK SATIRE
”One Battle after Another” er et overflødighedshorn af handlingsfremdrift, som ikke tager sig tid til at stoppe op eller se tilbage. Paul Thomas Anderson har ikke meget til overs for seerens behov for pusterum i filmens 2 timer og 41 minutter lange spilletid. Mange filmskabere ville have svært ved den manøvre, men Anderson brillierer i at skabe en hæsblæsende fortælling i et konstant højt tempo. ”One Battle after Another” er et sammensurium af actionsekvenser, forpurrede planer, tanker om kærlighed og liderlighed, revolutionære idéer, der kampolerer med sejlivede forestillinger om vestlig overmenneskelighed. En skarp kritik af de politiske fløje med den amerikanske indvandringspolitik som omdrejningspunkt. Men først og fremmest er det fortællingen om en far og hans datter.
The revolution will not be televised
Sprængstofeksperten ”Ghetto Pat”, spillet af Leonardo DiCaprio, er medlem af den militante oprørsgruppe ”French 75”, der kæmper for social retfærdighed og opponerer mod statslig undertrykkelse, racisme og den kapitalistiske magt. Han danner tillige par med gruppens markante skikkelse, Perfidia Beverly Hills, inkarneret af Teyana Taylor. Sammen forsøger de at starte revolutionen mod det bundrådne system i væbnede aktioner. Perfidia bliver gravid, og de får sammen datteren Willa, spillet af Chase Infiniti. Mens Ghetto Pat påtager sig den faderlige rolle, har Perfidia svært ved at falde til ro i livet som mor, men ønsker i stedet at fastholde fokus på sagen. En dag går det galt, Perfidia bliver anholdt, og da hun står overfor valget mellem et liv bag tremmer eller en udvej i vidnebeskyttelse, vælger hun sig selv og forråder sin gruppe, og Pat og Willa må gå under jorden.
Fastforward. 16 år er gået, Pat har antaget det borgerlige alias ”Bob Ferguson” og lever et isoleret liv med den nu store teenagepige Willa i et lille lokalsamfund. Intetanende om faderens egentlige baggrund i den venstreorienterede oprørsbevægelse, beror deres liv på trivielle og generationelle konflikter mellem far og datter. Men fortidens spøgelser indhenter dem.
Den nidkære oberst Steven J. Lockjaw, bragt til live af Sean Penn, sætter alt ind på at fange Bob og datteren. Lockjaw var i sin tid ham, der knaldede Perfidia, og han står nu overfor at blive medlem af en magtfuld og tophemmelig højrenationalistisk overklasseorganisation kaldet ”The Christmas Adventurers Club”. Jagten på Bob og Willa går ind, og de må endnu engang tage flugten – men denne gang adskilt fra hinanden.
Skarp satirisk kritik af de politiske yderligheder
Karaktergalleriet i ”One Battle after Another” er både broget og yderst interessant. Som var det en moderne spaghettiwestern fyldt med antihelte på begge sider, mens de sympatiske træk skal findes hos indfødte amerikanere og illegale indvandre, der i høj grad faciliterer genforeningen af Bob og Willa.
Sean Penn leverer en yderst velspillet præstation som antagonisten Oberst Lockjaw. En, på en og samme tid, yderst utiltalende mandsperson og tragikomisk karikatur på en grotesk og racistisk magtelite. Lockjaw afslører på både brutal og komisk vis den ekstremistiske højrefløjs forskruede selvhøjtidelighed og menneskefjendske ideologi.
I den modsatte ende har vi Perfidia. Den ideologiske frihedskæmper og de svages beskytter, der nok i virkeligheden har flere brister og selviske bagtanker end de fleste, når alt kommer til stykket. Hun er drevet af begær, er en voldsparat våbenfanatiker, der i sidste instans kun tænker på sig selv. Som navnet hentyder til er hun en både troløs og forræderisk kvinde, der svigter sin familie og sine venner. Hun symboliserer den dobbeltmoralske venstreorienterede fascisme, der i kampen mod selv samme, tilsidesætter demokratiet til fordel for anarki, hvor målet i den grad helliger midlet.
DiCaprio portrætterer protagonisten Bob Ferguson eminent. Den eks-revolutionistiske halvtaberagtige solofar, der skyldbetynget over fortidens svigt nu kæmper for at beskytte sin datter. Et stærkt portræt af en mand fanget mellem idealer og virkelighed. Datteren Willa, der vokser uvidende op, må vokse i opgaven, når revolutionens efterdønninger puster hende i nakken. Viljestyrke og uskyld skal bane vejen for en lys og stærkere fremtid.
Vive la révolution
Med fortællingen minder Paul Thomas Anderson os om, at kampen ingenlunde er slut, men fortsætter derudaf. Menneskefjendske ideologier, man håbede døde ved Anden Verdenskrigs afslutning, findes og regerer stadig. Revolutionære tanker, der beror på vold, kaos og gode intentioner brolægger stadig vejen mod afgrunden. Men selvom ny en kamp blot afløser den forrige, overlever håbet hver gang.
”One Battle after Another” er enestående historiefortælling, et smukt og filmteknisk mesterstykke og ikke mindst adrenalinfyldt underholdning, der balancerer sort komik og alvor på bedste vis. En moderne must-see klassiker, der bestemt er en biograftur værdig. Fem store stjerner herfra.