Filminstruktøren Roman Polanski har i et par generationer været en af de helt store. Hans produktion spænder meget vidt. Fra den stadig stærkt virkende gyser "Rosemarys baby", til den fremragende film-noir-agtige "Chinatown" med Jack Nicholson i en af hans bedste roller, til den halvromantiske, eftertænksomme "Tess", som gjorde mange unge mænd forlibt i Natasja Kinski, til den vidunderlige Pianisten om en polsk-jødisk pianists flugt fra nazisterne under anden verdenskrig i Warszawa. Og så nu senest en filmatisering i 2005 af Charles Dickens' udødelige Oliver Twist om den lille dreng, som må så gruelig meget igennem, før han finder lykken.
Det er langt fra Polanskis bedste film. Men den har sine momenter.
Historien i sig selv er i al sin grundmenneskelige enkelhed stærk. Den er fuld af uforglemmelige skikkelser: Den tvetydige skurke-bedstefar Fagin, den mindre tvetydige og på en mærkelig måde bevægende i al sin afstumpethed Sikes, den vidunderlige karikatur af opblæst naragtighed Bumble, den rendyrkede ondskab Monks, plus mange flere, og så ikke at forglemme: Oliver selv. Det lille forældreløse barn, hvis tilværelse til en begyndelse ser håbløs ud, men som på ægte dickensk vis viser sig at rumme et stort potentiale, blandt andet i form af hemmelige og meget forviklede familieforhold.
Når jeg ikke sætter Polanskis version så højt, skyldes det nok delvis, at jeg lige forinden fik set BBCs seks timer lange version fra 80'erne. Den er ganske enkelt fremragende. Alle roller er noget nær perfekt besat, der er tid til at udfolde hele den indviklede intrige, og der er tid til at dvæle ved mange vidunderligt, fornøjelige eller intenst, spændende scener.
Polanskis to timer har slet ikke samme bid.
Langt på vej lykkes Polanskis beskæring meget godt. Men desværre er han nødt til at skære en meget væsentlig og stor del af historien væk. Filmen har den nødvendige sammenhæng og drive, men til gengæld mister vi en masse, som synes næsten uundværligt. Blandt andet en ubetalelig morsom scene med blæremåsen Bumbles forelskelse i en kvinde – og hendes formue! – en kvinde, som i deres senere ægteskab viser sig at være en strid harpe. Tillige mister vi bl.a. fuldstændig den djævelske figur Monks, med en mystisk forbindelse til Oliver.
Filmens miljøskildring er meget overbevisende. Man føler, at man befinder sig i London anno 1800-og-et-eller-andet. Fagin er fuldstændig uforlignelig spillet at Ben Kingsley. Der er for enkelte karakterers vedkommende mere dybde og kompleksitet end i BBC-versionen. Ligesom den også billedmæssigt står stærkere end serien fra BBC.
Men selv uden sammenligning med BBC-serien står filmen ikke rigtig på egne ben, med sin egen nødvendige ret. Den føjer ikke en afgørende dimension til den utallige gange fortalte historie. Det er svært at blive klog på, hvorfor Polanski ville lave denne film.
Men selvfølgelig er den værd at se. Kender man slet ikke historien, er der garanti for to timers glimrende underholdning.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.3 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
