• ØST FOR PARADIS Netflix-serie

  • HER/HENDE nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • LION nu på Viaplay udover Prime Video, HBO Max, dvd og blu-ray

  • SOM I HIMLEN nu på DRTV udover filmstriben.dk, Netflix, dvd og blu-ray

  • Anmeldte GYSER-film fx 28 YEARS LATER: THE BONE TEMPLE

  • ANIMALS på Netflix

  • TEMA KRISTNE FILM fx A GREAT AWAKENING

Alle anmeldelser - Drama

Øst for Paradis (serie)

East of Eden

Vi lærer en række spændende mennesker at kende og følger dem i deres dramatiske hverdag. Men vi kommer også ind i sindets mørkeste kroge, når brødre og fædre skal finde vej i det vanskelige menneskeliv.

Drama, TEMA Serier, 
Produktionsår: 2026
Varighed: 414 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Garth Davis, Laure de Clermont-Tonnerre,
Roman/manuskript: John Steinbeck,
Medvirkende: Florence Pugh, Mike Faist, Christopher Abbott,
Stikord:
 Had,










Anmeldelse:

Af: Jørgen Hedager Nielsen - 24.10.2026



STÆRK OG RØRENDE SLÆGTSFORTÆLLING 

Det er en af verdens bedste romaner gennem tiderne, har man sagt om John Steinbecks roman Øst for Paradis, der udkom i 1952. Den første og nok mest kendte filmatisering er fra 1955 med Elia Kazan som instruktør og James Dean i hovedrollen. Den nye miniserie på cirka syv timer fra Netflix er det første forsøg på at dække hele romanen i én filmatisering. Manuskriptet er skrevet af Zoe Kazan, der er barnebarn af manden bag den første filmatisering. Hun har arbejdet på det i seks år, og det er lykkedes hende at fange handling og budskab i den store roman.

En fortælling om to generationer
Øst for Paradis er en slægtsroman, der strækker sig over cirka 60 år. Den nye miniserie har en dominerende kvindelig hovedrolle, og så er der en del mandlige hovedroller. Vi er i slutningen af 1800-tallet, hvor de to brødre Adam og Charles Trask (Christopher Abbott og Mike Faist) vokser op på en gård i Connecticut. Deres far er en streng officer fra borgerkrigen. Hans hårde opdragelse skaber splid mellem de to meget forskellige brødre. Da brødrene er blevet unge, dukker en forslået ung kvinde op på deres dørtærskel. Det viser sig senere, at det er Cathy Ames (Florence Pugh). Adams omsorg redder hende, han forelsker sig til op over begge ører, og de bliver gift. Adam køber en gård i det frodige Californien, de får et par tvillingedrenge, og straks efter forlader Cathy sin familie. Det overrasker ikke os, for hun har flere gange sagt, at det er det, hun vil. Men det overrasker Adam, for han er ikke god til at høre efter.

Vi er nu klar til anden halvdel af fortællingen, hvor vi følger Trask-brødrene Caleb og Arons opvækst sammen med deres far, som er slået fuldstændig ud af Cathys forsvinden. Han er ikke i stand til at være en ordentlig far, så de to meget forskellige drenge ender i voldsomme konflikter. Fortællingen i sin helhed består altså af to dele, der spejler sig i hinanden. Sideløbende med fortællingen om Adam og hans tvillingedrenge, følger vi Cathy, der målrettet arbejder på at gøre sig fri af alle mænd ved at skabe sit eget livsgrundlag. Det kan efter hendes vurdering kun ske gennem prostitution, og hun ender som bordelejer. De første episoder er for øvrigt skæmmet af samlejescener, der efter min mening er mere udpenslede end nødvendigt.

Masser af drama
Genrebetegnelsen for serien er drama, og der er virkelig drama på alle planer. Især familiedrama i forholdet mellem personerne, men også drama i den enkeltes liv. Steinbeck skrev romanen som en moderne udgave af beretningen om Kain og Abel, og han fyldte den med referencer til Bibelen. Han ønskede at udforske, om ondskab er arveligt, og om synden er skæbnebestemt, eller man kan kæmpe imod sin miljømæssige arv. Adam ansætter kineseren Lee (Hon Lee) som hushjælp. Lee bliver en reservefar for Caleb og Aron, og han er ophav til de samtaler om eksistentielle spørgsmål, der er undervejs. Det er flettet meget elegant ind i handlingen.

Umiddelbart underholdende med flere lag
Den nye "Øst for Paradis" er smuk og meget velspillet. Den er så godt lavet, at man kan lade sig underholde, uden at fordybe sig i de eksistentielle spørgsmål, der hele vejen gemmer sig under overfladen. Men der er flere lag at fordybe sig i. Det samler sig i et enkelt hebraisk ord: timshel. Lee er blevet optaget af det sted, hvor Gud siger til Kain: "Synden vil begære dig, men du skal herske over den" (1. Mosebog 4,7 i den autoriserede danske Bibel). Han fortæller, at der i nogle oversættelser står, at mennesket skal herske over synden, mens andre oversættelser siger, at mennesket vil. Det er ud fra de to formuleringer, præsterne har prædiket, at vi er underlagt synden. Men sammen med en hebraiskkyndig jøde har Lee fundet ud af, at det hebræiske ord timshel skal oversættes med du kan. Det ændrer alt, for det betyder, at mennesket ikke er underlagt en forudbestemt skæbne eller arvesynd, men har en fri vilje til selv at vælge mellem det gode og det onde. Caleb og Aron kan vælge, at de ikke vil leve et liv som deres far og farbror levede. Sætningen: "Du bestemmer selv over dit liv," dukker flere gange op.

Nåden mangler
Disse betragtninger er fine nok, hvis man ser dem som almenmenneskelige vilkår, og bortset fra et par helgenagtige mænd (blandt andet Lee), så skildres menneskets almene tilbøjelighed til det onde ubehageligt realistisk. Men set ud fra en luthersk teologisk vinkel holder udlægningen af timshel ikke, for det placerer indsatsen for frelsen hos mennesket alene, og ikke hos Gud. Det er da også karakteristisk, at selvom der er mange referencer til Bibelen, så spiller Gud ingen rolle. Han omtales overhovedet ikke. Som hjælp til at forstå vilkårene for den menneskelige tilværelse, duer "Øst for Paradis" ikke. Den mangler det væsentligste, nemlig Guds nåde, der ikke alene findes i Paradis, men også øst for Paradis.

Kan ses på Netflix.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer