FLY ME TO THE MOON på AppleTV+
Den kristne film FAMILY CAMP nu på Viaplay
WE LIVE IN TIME nu på dvd og blu-ray - samt i få biografer
NOSFERATU i biografen
BASTARDEN nu på TV2 Play udover dvd og blu-ray
NR. 24 ny på Netflix
MYTOLOGIEN GÅR I ARV
Den amerikanske filmskaber Robert Eggers satte sig selv på noget af en opgave, da han i 2015 annoncerede, at han ville vække den ikoniske vampyr, Nosferatu, fra sin dvale. Her 10 år senere og godt 100 år efter originalen er arven løftet, men med visse forbehold.
Eggers er kendt for skabe myte-omspundne, æstetiske film med historiske islæt. Det tæller debutfilmen ”The VVitch” (2015), den psykologiske gyser The Lighthouse (2019) samt det actionspækkede epos The Northman (2022). Har man set disse film, giver det ganske god mening, at instruktøren har udset sig F.W. Murnaus draculafortolkning som sit passionsprojekt at give nyt liv.
”Nosferatu” tager afsæt i den tyske by Wisborg i 1838, hvor den unge ejendomsmægler Thomas Hutter (Nicholas Hoult) sendes til Transsylvanien for at afslutte en ejendomshandel med den skumle Grev Orlok (Bill Skarsgård), som efter sigende planlægger at tilbringe sin alderdom der. Hvad Hutter ikke ved er, at Orlok, som det sagnomspundne, dæmoniske væsen Nosferatu, har en særlig forbundethed til hans hustru, Ellen (Lily-Rose Depp). Da Orlok ankommer til Wiborg i et pestramt skib, spredes død i byen som et ildevarsel om vampyrens uudtømmelige blodtørst.
Sammen med den schweiziske metafysiker og okkulte videnskabsmand, professor Albin Eberhart von Franz (Willem Dafoe) og hospitalsdirektøren Dr. Wilhelm Sievers (Ralph Ineson), forsøger Hutter at sætte en stopper for Nosferatus hærgen. Men byens frelse skal findes andetsteds.
Trekantsdrama, overtro og kvindelig myndiggørelse
Eggers fortæller historier, der har rod i fortiden med folkefortællinger og mytologi som omdrejningspunkt. Det er i skæringspunktet mellem psykologi og overtro, religiøsitet og videnskabelighed at fortællingens drivkraft åbner sig op. Grev Orlok er bundet til sit slot i Transsylvanien, fordi lokalbefolkningen er tynget af mytologisk frygt for det ugudelige. De forsager vampyren med middelalderlige ritualer, hvidløg og besværgelser, men også med kristendom, bøn og helliggørelse. Og noget af det virker tilsyneladende, for greven længes efter at komme til Wisborg, hvor folkene ikke bekymrer sig om engle og dæmoner, men er drevet af rationalitet og optaget af videnskab. Et sted, hvor Nosferatu kan stille sin blodtørst uhindret.
En anden central tematik er kvindelig selvstændighed, særligt symboliseret ved den kvindelige seksualitet og lidenskab, som historisk set er forbundet med skam og urenhed. Ellens lyst kommer i anden række, når arbejdet kalder hos hendes mand. Hun bliver tysset på, når hun modsiger sig en mands ord. Hun bliver fikseret, når hun opfører sig hysterisk. I Wisborg er der en forventet underdanighed, der straffes, når den ikke opretholdes.
I filmens prolog opsøger Ellen Nosferatu for at dulme sin ensomhed og få stillet sin lyst. Når hun senere i filmen længes efter det farlige og lidenskabelige, som Nosferatu står for, og som hun ikke får fra sin borgerlige og halvkedelige ægtemand, bliver fortællingen til et klassisk trekantsdrama pakket ind i gotik og død.
Mens befrielsen i Murnaus portræt lå i opofrelsen hos den renhjertede kvinde, ligger den i Eggers udgave i frigørelsen og omfavnelsen af kvindelig seksualitet, lyst og begær. I opgøret med skammen, der historisk har været tilknyttet den kvindelige lyst.
Filmhistorisk samfundskritik
Også på det filmhistoriske plan er ”Nosferatu” en interessant fortælling. Den originale tyskekspressionistiske stumfilm fra 1922 blev efter udgivelsen dømt for plagiat, da Murnau ikke havde sikret sig rettighederne til det litteraturværk, den bygger på; nemlig Stokers Dracula fra 1897. Filmen blev beordret destrueret, men heldigvis for os, blev der senere fundet kopier rundtomkring, som gør, at vi i dag kan se Murnaus ikoniske filmværk. Det gjorde det også muligt for den excentriske New German Cinema-instruktør Werner Herzog i 1979 at kreere sin version af fortællingen. En produktion, der tillige var forbundet med en vis mængde røre. Eksempelvis skulle Herzog efter sigende have sluppet op mod 11.000 håndmalede rotter løs i den hollandske by Schiedam under produktionen.
Murnau og Herzogs film indeholder begge et lag af samfundskritik og tysk underbevidsthed med ildevarsling. I førstnævntes om tingens tilstand i Tyskland efter førte verdenskrig, folkementaliteten og fascismens opblomstring. I sidstnævntes en bearbejdelse af tomheden og den eksistentielle krise ovenpå det nazistiske regime. Tillige bliver pesten og Nosferatu et symbol på kapitalismen som parasitisk væsen samt dekadencen i den menneskelige, kulturelle og miljømæssige tilstand i Europa. Her synes Eggers umiddelbart at komme til kort. For mens Herzog og Murnau fortæller i fortiden om nutiden med kritik af fremtiden, synes Eggers langt hen ad vejen at forblive i fortiden. Han formår ikke at gøre fortællingen relevant for nuværende. Men hvem ved, måske vil man om 20 år kunne se tilbage på filmen og sige, at den selvfølgelig ildevarslede tingenes tilstand i det polariserede politiske landskab i USA.
Virtuositet og distance
Fortællingsmæssigt ligger Eggers sig tæt op ad originalen på både godt og ondt. For selvom en symboltung og metaforisk ”Nosferau” er guf for en analytiker, er manuskriptet plaget af visse plothuller, og historiestrukturen er en smule aparte skruet sammen og ikke specielt medrivende. Lagt sammen med Eggers teatralske og kunstneriske instruktion, bliver replikkerne og udtrykket en anelse for artsy og distancerende. Det påvirker indlevelsesevnen for seeren, hvilket er en skam i en gyserfilm, som også beror på stemning og følelser. Således bliver det mest skræmmende i ”Nosferatu” de jumpscares, som er båret af forskrækkelsen af høj lyd.
Som tidligere produktionsdesigner har Robbert Eggers atter engang begået en visuel genistreg med ”Nosferatu”. Der er ingen tvivl om, hvor Eggers står stærkest. Et æstetisk mesterværk uden mage i sin genre. Her formår Eggers til fulde at løfte arven fra den tyske ekspressionisme. Han brillerer i at sætte det helt rigtige lys i den gotiske scenografi, skabe forblændede kompositioner med perfekt colorgrading. Cinematografien er i topkvalitet. Værd at nævne er også gode skuespilpræstationer over en bred kam med fremhævelsen af en fantastik stemmepræstation af Bill Skarsgård.
”Nosferatu” er en klart seværdig film, der med elegance tilfredsstiller hjernen og øjet, men desværre kommer til kort på det følelsesmæssige plan. Hvilket gør det til en god, på flere punkter genial, men også mangelfuld filmoplevelse. Fire store stjerner og en klar anbefaling.
Gemmer din stemme...
