Mona (Andrea Heick Gadeberg) er vokset op i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden i Helsingør. Hun har ikke nogen uddannelse, men hun elsker bøger og bruger litteraturen som et fristed fra en tilværelse, hvor der ikke er så mange muligheder. Hun bor sammen med sin mor, Mømmer (Maria Rossing), der lider af samlermani og har svært ved at skille sig af med noget som helst. Heldigvis har Mona sin moster Tut (Iben Hjejle), som altid har været der for hende og forsøger at hjælpe hende med at finde vej i livet.
Det er også Tut, der skaffer Mona et job i den lokale boghandel. Her møder hun Nikolaj (Clint Ruben), en litteraturstuderende fra den anden side af byen. Han kommer fra en helt anden verden end Mona. Hans forældre (Ulrich Thomsen og Lotte Andersen) tilhører den veluddannede og velhavende del af Helsingør, hvor der er hørklædte gæster, champagne og kulturradikale samtaler. Mona kommer derimod fra et miljø med øl på den lokale bodega og en familie, der på flere måder har svært ved at få livet til at hænge sammen.
Samtidig har Mona mere end kærligheden at tænke på. Hendes fætter Frederik (Joachim Kubel) lever et problematisk liv og skal presses til at tage ansvar for sin mor, Tut, som er alvorligt syg og ligger for døden. Mona forsøger derfor både at få styr på sit eget liv, hjælpe sin familie og finde ud af, om kærligheden til Nikolaj kan overvinde de sociale forskelle. En velkendt historie "Nøjsomheden" er baseret på Stine Askovs roman af samme navn og er instrueret af Hella Joof. Hun har sagt i et interview, at hun allerede inden hun havde læst bogen færdig, vidste, at den skulle filmatiseres. Hvad det præcist er, Hella Joof er faldet for i historien, ved jeg ikke. Den er ikke specielt original og føles som noget, vi har set før.
Andrea Heick Gadeberg fungerer fint som Mona, som det er let at holde af. Hendes forelskelse i Nikolaj har en fin uskyldighed over sig. Clint Ruben fungerer også godt som den lidt nørdede og litteraturglade Nikolaj, selv om deres romantiske forhold ikke helt får den tyngde, som filmen synes at forestille sig. Hverken sjov eller særlig romantisk For det er netop her, filmen begynder at halte. "Nøjsomheden" bliver kaldt en romantisk komedie, men jeg fandt den hverken sjov eller særlig romantisk. Og når den samtidig vil beskæftige sig med emner som sygdom, sorg, svigt, familiebånd, social arv osv., så ender det med at blive en forvirret fortælling, der ikke selv synes at vide, hvor den skal lægge fokus.
Er det for eksempel meningen, at vi skal grine af fætter Frederik, der fremstår som en kæmpe idiot, der tåger rundt med sin kokainforretning og nægter at besøge sin dødssyge mor? Egentlig er karakteren tragisk med en kæmpe konflikt i maven, men han fremstår i nogle sekvenser som comic relief og andre gange som en alvorlig trussel.
Et andet eksempel er scenen, hvor Mona skal aflevere Frederiks gældspenge til en kammerat med for meget coke og for få mål i livet. Han forsøger at voldtage hende, men hun undslipper situationen, da hun stikker en skruetrækker i armen på ham. Er det en alvorlig scene? Er det sort humor? Jeg ved det ikke. Skæv karakter En anden ting, der stak i øjnene, var karakteren Tut, Monas moster, som på mange måder er fortællingens omdrejningspunkt. Hun er den, der holder sammen på familien, hjælper Mona på vej og samtidig står over for sin egen sygdom og død. Derfor skal karakteren bære en betydelig del af filmens følelsesmæssige tyngde.
Desværre formår Iben Hjejle aldrig at gøre karakteren troværdig for mig. Det føles enormt karikeret, og jeg sad hele tiden og tænkte, at det er Iben Hjejle, der spiller en rolle. Ja, det er det også, men det er jo netop meningen, at hun skal fremstille en anden person – i dette tilfælde den sprælske, men kærlige moster Tut. Hverken karakteren eller præstationen fik fat i mig. Man kan se manuskriptet Manuskriptet er skrevet af Bo Hr. Hansen, som har mange gode film på samvittigheden. Her er der dog flere ting, der sprang i øjnene. Filmen har en række situationer, hvor man som tilskuer kan mærke, at personerne gør eller siger noget, fordi manuskriptet har brug for, at handlingen bevæger sig i en bestemt retning. Det gør nogle af filmens konflikter mindre troværdige.
Når man først begynder at se konstruktionen bag historien, bliver det sværere at leve sig ind i den. Og selve grundhistorien er meget velkendt. En ung kvinde fra en socialt udsat baggrund forelsker sig i en mand fra overklassen. De to verdener støder sammen, og spørgsmålet bliver, om kærligheden kan overvinde klasseskel og sociale forskelle. Det er et tema, der bestemt stadig er relevant, men "Nøjsomheden" tilfører ikke rigtig noget nyt til det. Man bliver ikke sur på den Der er også gode ting at sige om "Nøjsomheden". Andrea Heick Gadeberg er sympatisk i hovedrollen, og der er flere fine øjeblikke i fortællingen. Det er heller ikke en film, der provokerer eller gør én vred. Man sidder snarere med en følelse af, at man gerne ville have holdt mere af den, end man faktisk gør.
Hella Joof har tidligere vist, at hun kan skabe både varme og humor omkring mennesker, der ikke nødvendigvis har styr på tilværelsen. I "Nøjsomheden" er intentionerne gode, men filmen forsøger at rumme for meget. Den romantiske komedie, familiedramaet og fortællingen om klasseskel trækker i forskellige retninger, og resultatet bliver en film, der aldrig helt finder sin egen tone.
"Nøjsomheden" er derfor en ganske sympatisk og til tider fin film, men også en lidt ujævn og forvirret størrelse. Den har gode skuespillere, en sød grundhistorie og et varmt menneskesyn, men den mangler både den humor, romantik og troværdighed, der kunne have løftet den. Man bliver ikke sur på den – men man bliver heller ikke for alvor begejstret.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
