Konsolspillet "Need for Speed" er faktisk et rigtig godt spil i dets forskellige udgaver. Store og flotte biler og masser af ræs på gader og stræder. Nu er der så lavet en filmudgave af spillet.
En film som "Need for Speed" har den bivirkning, at når man går ud af biografen og hen til ens egen bil, så har man lyst til at … køre stærkt. Instruktør og kameramand ved, hvordan man skruer filmen sådan sammen, at man virkelig fornemmer farten, og lyden af kraftige motorer runger i ørerne et godt stykke tid efter, at filmen er slut.
Derudover er oplevelsen af "Need for Speed" som at sidde ved siden af og se på, mens en anden sidder og spiller spillet i to timer. Det er hyggeligt nok til at begynde med, men efter et stykke tid er det irriterende, og man har selv lyst til at spille.
Det er vel egentligt det mest positive, der kan siges om filmen "Need for Speed". Eller det skulle da lige også være, at filmen er herligt fri for ligegyldige sexscener. Historien i filmen er både usammenhængende og dybt utroværdig, og der skal ikke være nogen tvivl om, at de bedste tidspunkter i filmen er, når handlingen foregår i bilerne, på vejen. Så snart skuespillerne træder ud af deres biler og forsøger at være "rigtige" mennesker i filmen, går det galt.
Til gengæld var jeg godt underholdt især den sidste time af filmen, hvor de forskellige biler køres hen til startstedet og hvor heltene – en ung mand og kvinde – må så grueligt meget og utroligt urealistiske ting igennem, før de når frem.
Store dele af filmen foregår simpelthen alt for langsomt, og det kan kun undre, når nu filmen netop hedder noget med "speed".
Der er gjort en del ud af, at scenerne med gaderæs minder så meget som muligt om konsolspillene, og kender man miljøet og følelsen fra spillene, så er man udmærket underholdt. Men mere skal der egentlig ikke siges om denne film, hvis historie og skuespil er usammenhængende og utroværdigt, og hvor det egentlig kun er filmens sidste time, der har nok adrenalin til, at filmen kan tillade sig at hedde noget med "speed" i titlen.