HYGGELIG VERDENSHISTORIE
Det er et hyggeligt gensyn, hvis man kunne lide de to første film om nattevagten Larry Daley og de mange museumsgenstande, som hver nat kommer til live. Den første film, "Nat på museet" fra 2006, fik en rigtig god modtagelse, netop fordi den fortæller en sjov historie, som samtidig uden omsvøb forsøgte at lære børnene noget verdenshistorie, mens Larry undersøger hvem de forskellige udstillede figurer er.
På mange måder minder "Nat på museet" om Pixars Toy Story-film: De handler begge om fabriksfremstillede figurer, som kommer til live og har deres egen verden, og begge trilogier slutter egentlig på samme måde: I den sidste Toy Story 3 overtages legetøjet af et nyt par, en lille pige. Her i "Nat på museet" overtages figurerne af en ny nattevagt.
Der er en perlerække af gode skuespillere med i filmen, og det er, som sagt, et hyggeligt gensyn med bl.a. Robin Williams, Ricky Gervais og Ben Stiller.
I den første film var der fokus på rigtig mange forskellige af de væsener, der kom til live på museet om natten. I den anden film var der fokus på især én, nemlig Amelia Earhart, en amerikansk kvindelig pilot. Og her, i den sidste film, er det sir Lancelot fra historien om ridderne om det runde bord.
Historien i "Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed" er ganske kort, at den egyptiske tavle, som på magisk vis giver figurerne liv om natten, er ved at gå i opløsning. Derfor må Larry og et udvalg af figurerne rejse til museet i London, hvor ejeren af tavlen befinder sig og er udstillet. Ham vækker de til live og får dermed reddet museets figurer.
Både nummer 3 og de to andre film er gennemført lavede, og man mærker, at skuespillerne har en fest. Og så er der masser af historiske personer og begivenheder at tale med børnene om, når filmen er slut.