Den første film fra 2007 om nattevagten Larry, der oplever, at museet bliver levende efter solnedgang, blev en stor publikumssucces. De digitale computereffekter var flotte og imponerende, og filmens både underholdende og pædagogiske sigte – nemlig at gøre tilskueren betaget af verdens historie og de kendte personer – vakte begejstring.
Sådan en film skal naturligvis have en efterfølger, og eftersom rigtig mange børn syntes godt om 1'eren, så har 2'eren fået tilføjet dansk tale.
Hovedpersonerne og plottet er velkendt. Nattevagten Larry, som i mellemtiden er blevet rig forretningsmand og har forladt museet, opdager, at hans udstillingsvenner skal forflyttes til verdens største museumskompleks, The Smithsonian, fordi deres oprindelige museum skal undergå en større renovation og fornyelse. Det bryder Larry sig naturligvis ikke om, og værre bliver det, da den mystiske og livgivende guldplade, som gør, at figurerne bliver levende om natten, også kommer med i flyttekasser og når til The Smithsonian. Det betyder nemlig, at alle udstillingsgenstandene på dette gigantiske museum nu også kan komme til live – og det er unægtelig noget sværere at styre og skjule end de noget mindre forhold på Larrys gamle museum, Naturhistorisk Museum.
Derfor tager Larry straks af sted for at snige sig ind på The Smithsonian forklædt som museumsvagt og forsøger at redde sine gamle venner og få fjernet den livgivende guldplade.
Alt dette kommer der naturligvis en masse sjov ud af. Og som det sig hør og bør, er computereffekterne og actionsekvenserne fra 1'eren blevet ganget med to, eller måske tre, så alting er større, vildere, osv. I denne film introduceres vi derfor for en lang række nye karakterer, som fx Al Capone, Ivan den Grusomme, Napoleon og Amelia Earhart, den første kvinde, som fløj over Atlanten.
Det pædagogiske sigte er der også stadig: I den første film så man Larry bruge timer foran computeren og på biblioteket for at lære mere om de udstillede genstande og figurer. Dette kom som sådan biografgængeren til gode, og filmen var med til at give begrebet "levende historie" en ny vinkel. I efterfølgeren, som i øvrigt har undertitlen "Battle of the Smithsonian", er der stadig masser af levende historie, især i form af de dialoger, der er mellem Larry og de levendegjorte museumsfigurer.
Jeg vil dog sige, at det netop er disse dialoger, der enkelte steder i filmen gør, at den trækker en smule i langdrag. Der bliver talt en del i filmen – og især den altoverskyggende hovedperson, den læspende farao Kah Mun Rah, får efter min mening alt for meget taletid.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at filmen er en fornøjelig omgang, som sagtens kan ses med de børn i familien som er over 7 år gamle. Det ses og mærkes, at filmen har kostet rigtig mange penge, og der er enkelte geniale indslag, som fx da Larry og Amelia Earhart havner inde i et maleri og agerer med personerne på maleriet.
Alt i alt en film med humor og tonstung computeranimation, som tilmed kan give ungerne lyst til at komme en tur på et rigtigt museum og opleve "levende historie". Og det er jo ikke så ringe at få som sidegevinst.