• THE BLIND SIDE TV3 | 09-12-22 | kl. 20.30 og 10-12-22 | kl. 17.45

  • DRIVE MY CAR Oscarvinder på filmstriben og dvd

  • LADY BIRD nu på Viaplay udover HBO, dvd og blu-ray

  • FOKUS: FILM - Film som ressurs i menigheten norsk bog

  • UDVANDRERNE nu på dvd og blu-ray

  • TEMA - JULEFILM fx BLACK NATIVITY på VOD

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx JINGLE JANGLE: ET MAGISK JULEEVENTYR på Netflix

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

München - på krigens rand

Munich - the Edge of War

I Münchenaftalen 1938 blev det aftalt, at Sudeterlandet skulle overdrages til Tyskland uden krig. To tidligere venner fra hhv. Berlin og London vil afsløre Hitlers egentlige planer, inden dokumentet underskrives.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Anden verdenskrig
Produktionsår: 2021
Varighed: 123 min.
Censur: 13 år
Instruktør: Christian Schwochow,
Medvirkende: George MacKayJannis NiewöhnerJeremy Irons,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.01.2022



FRED I VOR TID 

I strømmen af film med afsæt i anden verdenskrig har vi her fået en skildring af mødet, der førte til Münchenaftalen. Hitler havde beordret den tyske hær til at angribe Tjekkoslovakiet med henblik på at "befri" Sudeterlandet, hvor der boede mange tyskere. England og Frankrig var allierede med Tjekkoslovakiet, som Sudeterlandet var en del af, men de ønskede ikke at komme i krig med Tyskland. I sidste øjeblik blev der på Mussolinis initiativ indkaldt til en fredskonference den 30. september 1938 i München. Hitler og Mussolini mødtes med Frankrigs og Englands premierministre. Den engelske premierminister var Neville Chamberlain (Jeremy Irons), som er en af filmens hovedpersoner. Der var repræsentanter til stede fra Tjekkoslovakiet, men de fik ikke lov til at deltage i samtalerne. De fire lande blev hurtigt enige om en aftale, der betød, at Sudeterlandet uden krig blev overdraget til Tyskland. Tyskland havde annekteret Østrig et halvt år tidligere, men som en del af Münchenaftalen lovede Hitler, at han ikke ville angribe Tjekkoslovakiet og heller ikke foretage andre handlinger for at udvide Tysklands grænser.

På farlig mission
Filmens hovedpersoner er engelske Hugh Legat (George MacKa) og tyske Paul von Hartman (Jannis Niewöhner). De blev venner som studerende i Oxford i begyndelsen af 1930'erne. I 1938 havde de opnået betroede stillinger tæt på den øverste ledelse i henholdsvis Berlin og London. Paul von Hartman har fået øjnene op for, at nazismen ikke er helt så stueren, som han troede, og han har sluttet sig til en modstandsgruppe, der ville vælte Hitler. Han kom i besiddelse af et mødereferat, der beviste, at Hitler ikke har tænkt sig at stoppe Tysklands udvidelse ved Sudeterland, som han ellers hævder over for Chamberlain.

Efter ordre fra den britiske efterretningstjeneste kommer Hugh Legat med til München, hvor han skal kontakte Paul von Hartman, der ønsker et møde med Chamberlain. De to unge mænds missioner er dødsensfarlige, og det bliver ikke mindre dramatisk, da en af Hitlers bodyguards kommer på sporet af dem. Her må vi hellere stoppe for ikke at afsløre for meget.

Underholdning og indblik
Spændingsniveauet holdes fint hele filmen igennem, selvom de store træk i handlingen er rimelig let at forudse. Manuskriptet er godt skruet sammen, og til trods for mange medvirkende og mange sceneskift mellem London, Berlin og München og en del flashbacks er det let at følge med. Karaktererne er troværdige. Især er Jeremy Irons' skildring af Chamberlain fremragende. "München - på krigens rand" kan ses for underholdningens skyld, men den giver også et historisk indblik i optakten til anden verdenskrig.

Filmen er baseret på romanen München af Robert Harris. Den er baseret på virkelige begivenheder, men de to unge mænd og deres bedrifter er fiktive. Dog ikke mere fiktive, end at de er inspireret af virkelige personer, der dog ikke var med omkring Münchenaftalen. Et vigtigt papir om Hitlers planer for fortsatte militære erobringer indgår i handlingen. Det er også historisk, men det fik først betydning efter krigen, hvor det indgik i Nürnbergprocessen.

Chamberlains indsats
Chamberlain fik meget hurtigt et blakket eftermæle i sit hjemland. Han blev opfattet som naiv, svag og eftergivende overfor Hitler. "München - på krigens rand" giver et mere nuanceret billede af ham. Det er historisk korrekt, at han ved hjemkomsten efter Münchenaftalen sagde til den fremmødte presse, at mødet ville medvirke til "fred i vor tid". Men han får i filmen et par gode muligheder for at forklare, at hans mål først og fremmest var at udskyde tidspunktet, hvor England blev tvunget ind i krigen. Det er også historisk korrekt, at den britiske befolkning ikke ønskede krig mod Tyskland. De havde i første verdenskrig fået nok af blod og tab, og faktisk var der også en udbredt beundring for, hvad Hitler havde opnået som politisk leder i det ødelagte Tyskland. Stemningen over for både Chamberlain og Hitler vendte dog brat, da Tyskland senere besatte Tjekkoslovakiet, Polen, Danmark, Norge, Belgien, Holland, Frankrig og så videre.

Kan ses på Netflix.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer