Mirakler er en kompleks størrelse. Hvis man har mødt noget, der bare ligner, stopper man op og ser måbende. Ret hurtigt vil de fleste dog begynde med kritiske spørgsmål: "Kan vi være sikre på, at det var et mirakel?" "Var det ikke bare tilfældigt eller skæbnen?" eller måske mere personligt: "Hvorfor skete det for dig, og ikke for mig?" Spørgsmålene er rammen for filmens fortælling, og den fletter dem tålmodigt ind i en rolig og gribende handling.
Christine (Sylvie Testud) er sklerose-patient. Hun er lammet fra halsen og nedefter og har ikke noget håb om bedring. På grund af tiltagende ensomhed og som et sidste desperat forsøg på helbredelse, tager hun til den lille franske by Lourdes i håb om, at rygterne er sande; her kan der ske mirakler. Okay, det sker ikke så tit, og stemningen er ikke ligefrem sprudlende på stedet. Men alle patienterne og deres pårørende håber og beder om, at Jomfru Maria må hjælpe dem.
Imellem de mange bedemøder, gudstjenester og ritualer går tiden med ekskursioner til det smukke franske landskab, og med almindelig pleje af de syge. Christine er ikke specielt from, men håber da, at hun finder nåde hos den almægtige. Præsten er dog mest optaget af de indre behov (sjælens frelse), og derfor er der heller ikke megen trøst i de sjælesørgeriske samtaler. Bunden nås, da Christines unge plejer Maria (Léa Seydoux) begynder at flirte med de smukke mandlige frivillige. Er der overhovedet noget retfærdigt i denne verden? Men pludselig begynder der at ske ting med Christines krop. Efter et renselsesbad kan hun bevæge fingrene, og langsomt kan ryggen strækkes! Kan det virkelig passe …?
Jeg vil naturligvis ikke afsløre slutningen, selvom det er svært at få filmens pointe frem uden. Hausner (Lovely Rita, Hotel) har lavet en ganske fin film om tro og mirakler. Man fornemmer dog, at hun selv har en lidt kølig distance til hele det trosmæssige, men jeg er ikke i tvivl om, at hun forsøger at yde fænomenet ved mirakler retfærdighed.
Det, der bærer filmen, er de flotte skuespilpræstationer. Der er ikke meget dialog, for stemningen er trykket. Men man fornemmer, at mennesker kan kommunikere uden ord, og attituder viser ofte langt mere end korte, stive smil. Herigennem opstår der også nogle uventede relationer mellem patienterne, som egentlig ikke har betydning for selve filmens pointe, men som alligevel er en opmuntring til somme tider at turde kigge ud over sin egen sociale kant.
I forhold til spørgsmålene i begyndelsen, gives der ingen svar! Personerne i filmen stiller dem ellers løbende, og det største spørgsmål: "Hvordan kan Gud både være almægtig og god, når det ikke er alle, der bliver helbredt", bliver heller ikke besvaret. Det er nok også for meget forlangt, men blot det at spørgsmålene bliver bragt på banen er fint. Dog synes jeg alligevel at præstens svar på nogle af spørgsmålene kommer til at virke en anelse kyniske. Som om, man som troende bare skal acceptere sin situation, uden at kunne komme til Gud med frustrationen. Og det finder jeg altså ikke bibelsk belæg for! Tværtimod.
Kan der ske mirakler? Måske! Jeg må indrømme, at jeg aldrig har oplevet et, men jeg tror på, de kan forekomme. I den forstand er det selvfølgelig en tom påstand, men som filmen siger, så er det største mirakel måske, at Gud kan forandre vores hjerter, så vi kommer til tro på ham. Filmen forsøger som sagt ikke at svare på spørgsmålet, men lægger glimrende op til samtale omkring emnet. Derfor vil jeg varmt anbefale folk at se filmen og til at bruge den ved en Film&tro-aften, med det forbehold, at man skal være villig til at sidde med ubesvarede spørgsmål bagefter.
NB: Omkring lidelsens problem, Gud og det onde etc. vil jeg gerne henvise til Leif Andersens efterhånden gamle bestseller Gud, hvorfor sover du? Lohses Forlag.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
