DEN GODE ERINDRING
Der er forskellige følelser forbundet med at se tilbage. Men på den gode måde kan de tjene til at komme videre og træffe de gode valg i livet. "Minder fra i går" er en animationsfilm fra det kendte japanske Studio Ghibli. Den er instrueret af Isao Takahata, hvis film er mere hverdagsagtige og mindre eventyrlige end den mere kendte instruktør Hayao Miyazaki (Porco Rosso, Oppe på valmuebakken, Når vinden rejser sig).
Vi har meget til fælles
Filmen handler om kvinden Takeo fra Tokyo, som beslutter sig for at tage på landet og hjælpe i et landbrug i sin ferie. På vejen tænker hun tilbage på minder fra barndommen, og parallelt med hendes rejse følger vi forskellige erindringer fra, da hun var barn. Da hun ankommer til stationen, møder hun den unge landmand Toshio, som hjælper hende til at komme fra fortid til nutid og til at bygge bro imellem dem. Vi følger altså både barnet Takeo og den voksne Takeo. Vi ser, hvordan hendes minder og opvækst har præget hendes syn på den verden, hun oplever. Filmen er en smuk rejse i Takeos liv, og selvom vi følger en ung japaner i en anden kultur, hjælper den os til at genspejle vores egen livsrejse i hendes. Det er interessant at se, hvordan der er fælles vilkår i menneskers liv, uanset hvilken kultur, de befinder sig i.
Flot og tankevækkende
Der er en smuk streg hele vejen igennem, og som i andre Studio Ghibli-film er scenerne flotte og imponerende godt lavet. Det er en varm og rolig film, som man i bred forstand bliver opbygget af at se. Den skjuler ikke svære barndomsoplevelser, men den viser hvordan de realistisk indgår i den række af begivenheder, som vi kalder livet. Filmen anbefales varmt.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.