Mickey 17

Vil du vide, hvordan det føles at dø, så er Mickey Barnes den rette at henvende sig til. Det er nemlig hans arbejde på en spektakulær rummission i den galgenhumoristiske science fiction komedie af sydkoreanske Bong Joon Ho. Adventure, Drama, Komedie, Science fiction, 
Produktionsår: 2025
Varighed: 136 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Bong Joon Ho,
Medvirkende: Robert Pattinson, Steven Yeun, Michael Monroe,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Niels Christian Askholm - 29.03.2025

HVORDAN FØLES DET AT DØ? 

Et spørgsmål Robert Pattinsons karakter Mickey Barnes er godt træt af at blive spurgt om. Han er nemlig en såkaldt ”expendable” og har således oplevet døden flere gange end de fleste. ”Mickey 17” er en sort science fiction komedie skabt af sydkoreanske Bong Joon Ho (Parasite, "Memories of Murder").

I en nær, dystopisk fremtid søger flere og flere mennesker lykken ved at forlade jorden for at kolonisere planeten Niflheim. Mickey Barnes er kommet i problemer med en sadistisk pengeudlåner, som har ry for at jagte sine skyldnere til verdens ende. Mickey beslutter sig derfor for at forlade jorden. Det er dog ikke lige til at få en af de eftertragtede pladser på missionen; så uden megen tøven, melder han sig uvidende til expendable-programmet. I programmet bruges en ny kloningsteknologi, der af etiske og praktiske årsager, er blevet forbudt på jorden. Teknologien gør det muligt at replikere én-til-én kloner af den ”undværlige”. Mickeys job på rummissionen er således at dø som menneskelig forsøgskanin, for så at blive genskabt dagen efter.

Den noget bizarre arbejdsform giver anledning til en del absurde og spøjse måder at dø på og sætter samtidig fokus på brugen af levende forsøgsdyr, i underliggende forstand. For ved at sætte et menneske i forsøgsdyrets sted, tydeliggøres det for seeren, hvilke brutaliteter vi som mennesker apatisk udsætter andre arter for i videnskabens tjeneste.

Den store leder
Rummissionen ledes af den fallerede og egomaniske politiker, Kenneth Marshall (Mark Ruffalo) og hans kontrollerende hustru, Ylfa (Toni Collette). Marshall er selvhøjtidelig og selviscenesættende. Brugen af medier til iscenesættelsen samt Ruffalos måde at spille karakteren på, giver klare associationer til den nuværende amerikanske præsident. Samtidig leder brugen af propaganda og hierarkiet i besætningen ombord ens tanker hen på 30’ernes Tyskland. En forbindelse, der for tiden er yndet at lave af mange – både i sjov og alvor. Her i filmen først og fremmest som karikatur til fornøjelse, men samtidig også til latterliggørelse og advarsel om tingenes tilstand.

Den personlige identitets kontinuerlige foranderlighed
Efter ankomsten til Niflheim får en mission på planeten fatale konsekvenser for syttende udgave af Mickey – tror man. Men Mickey 17 er mod forventning ikke død og finder på egen hånd tilbage til rumskibet, hvor han træffer Mickey 18 på sit værelse. De er nu "multiples" (sameksisterende kloner). En noget skizofren oplevelse. De to er identiske, idet de er en og samme person med de samme minder og ens fysik. Alligevel er der stor forskel på de to. Her brillierer Pattinson i at spille samme karakter med vidt forskellige personligheder.

Her opstiller Bong Joon Ho det metafysiske paradoks om den personlige identitet på en meget konkret måde. For hvordan kan noget, der burde være ens, være forskelligt? Hvordan kan man have en oplevelse af en kontinuerlig personlighed, når ydre og indre faktorer altererer den over tid? Når 100% af menneskets atomer er udskiftet efter syv år, men det til stadighed har samme identitet.

Okay underholdning
Som science fiction berører ”Mickey 17” mange af de klassiske filosofiske, psykologiske og sociologiske dilemmaer, men behandler dem med et gran salt. Som sort komedie bliver vi mere eller mindre underholdt af galgenhumoren i de mange uriasposter, vores hovedkarakter bringes i. Og vi kan klukke over de mange skæve karakterer og absurde situationer, som opstår undervejs. Så som helhed er det okay underholdning, men bliver desværre ikke mere end det. Stemningen er god, historien er let og overfortalt. Man er aldrig i tvivl om, hvad der foregår, og man kan nemt forudse, hvordan det udvikler sig. Det bliver aldrig rigtig nervepirrende eller farligt. Billedsiden er flot, og det visuelt ambitiøse produktionsdesign er en fryd at se på. Fire små stjerner herfra.

---