Erik Clausens film er en smuk hyldest til arbejderen og manden på gulvet. Samtidig er filmen et hudløst ærligt portræt af en mand, der rammes af demens.
Herluf (Erik Clausen) er mekaniker. Når dagens arbejde er forbi, vender han hjem til konen Ingerlise, der er sagsbehandler på det lokale kommunekontor. Desværre er der gået mere og mere "autopilot" i ægteskabet. De taler ikke længere så meget sammen - "du siger jo altid det samme", siger Ingerlise. Dagligdagens rytme afbrydes bare af gadefesten - hvor Herluf står for underholdningen - og af datterens bryllupper. Hun er nu i færd med at forberede sit tredje af slagsen.
Herluf har dog større problemer at kæmpe med end datterens bryllup. Han er begyndt at glemme rigtig mange ting på arbejdet. Blandt andet får han ikke færdigmonteret bremserne på en kundes bil, hvilket medfører, at hun kører galt, og Herluf bliver derfor fyret fra sit arbejde. Samtidig har Ingerlise en affære med en kollega, og da Herluf en dag ikke kommer hjem, som han plejer, tager tingene en ny og overraskende drejning.
Erik Clausen har altid haft et blødt hjerte og et særligt blik for arbejderklassen og den jævne dansker, og det har han også i denne film. Hans fornemmelse for mentaliteten i dette miljø er ramt lige på kornet. Det samme er miljøskildringen af arbejderklassens dagligdag – hvad enten det foregår i et ordinært københavnsk forstadskvarter eller i et snusket og småkorrupt polsk værkstedsmiljø.
Clausen formår på en godmodig, humoristisk og indfølt måde at lægge krop til mekanikeren Herluf, der langsomt, men sikkert indhentes af demensen. Som publikum identificerer man sig med manden. Vi føler smerten i kroppen, når vi ser den menneskelige deroute, som den tiltagende demens udsætter Herluf for. Det er ikke noget opløftende syn at se, hvordan et menneskes horisont og aktionsradius bliver stadigt mindre og mindre. Det er rigtig godt spillet af Clausen, som samtidig har valgt en meget rammende titel til filmen – Mennesker bliver spist.
Bodil Jørgensen spiller fantastisk som hustruen Ingerlise, der har en affære med en yngre og mere smart kollega. Vi følger også hendes dybe anger over at have svigtet sin mand, da han havde allermest brug for hende. Samspillet mellem Bodil Jørgensen og Erik Clausen er en stor nydelse og et af filmens store højdepunkter.
Selvom familie, naboer og venner rykker sammen omkring Ingerlise og Herluf i nødens stund – og det er i øvrigt utrolig smukt skildret – så savner jeg som kristen anmelder håbet og trøsten fra den kærlige Gud i alt det smertelige og uigenkaldelige, som lukker sig omkring et demensramt menneske og hans familie. Men det ville nok være lidt for meget at forlange af Erik Clausen, som angiveligt befinder sig et helt andet sted livsynsmæssigt og menneskeligt. Det skal dog ikke hindre nogen i at se filmen for dens mange andre kvaliteter!
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.2 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
