80’ER-ACTION MED NOGET PÅ HJERTE
Troy Kelly er en dygtig jagerpilot, og filmen åbner i bedste Top Gun-stil med, at han udfører en uselvisk heltegerning i sit jagerfly. Billederne i åbningsscenen sender straks tankerne mod netop "Top Gun", der næsten skamløst dyrkede den amerikanske nationalisme og patriotisme. Jagerfly, hangarskibe og 80’er-musik ud af højtalerne – og så er vi i gang.
Den dygtige pilot bliver efter sit heltestunt udvalgt til en hemmelig fly-by-mission, som går ud på at flyve ind over Sovjetunionen, tage billeder af forskellige hemmelige lokationer og derefter flyve ubemærket ud igen. Det går selvfølgelig galt, da flyet bliver skudt ned, og Kelly må skyde sig ud. Han lander midt i ingenting, men heldigvis i nærheden af den hytte, hvor Nickolai Ustionov bor. Han er KGB-afhopper og er nu meget fascineret af Amerika og amerikansk kultur. Han har bl.a. en stor Top Gun-plakat hængende.
Sammen skal de to nu forsøge at komme til USA. Troy skal hjem, mens Nikolai vil flygte fra det lukkede Sovjetunionen og søge asyl.
Streg under komedie
Helt fra filmens åbning er man klar over, at vi har med en komedie at gøre. Tonen kan beskrives som ’typisk Ryan Reynolds’. Hvis man kender hans type humor, mimik, timing osv., kan man hurtigt genkende udtrykket.
"Mayday" kan godt beskrives som en slags buddy-cop-film. Ingen af dem er dog betjente, men de er et umage par, der kommer ud for alle mulige (og umulige) situationer. Biljagter, eksplosioner og store mængder jokes baseret på russiske og amerikanske stereotyper. Det er ikke originalt, men det er underholdende, hvis man er i humør til et par timers actioneventyr, som man ikke behøver tænke så meget over.
Og dog!
Filmen har nemlig noget på hjerte. Den har et meget klart politisk budskab. Hvor mange film vælger at gemme deres budskaber mellem linjerne, så publikum selv skal tænke sig frem til dem, giver "Mayday" sin holdning til kende med store fede bogstaver PÅ linjerne.
Der er ikke noget at tage fejl af ifølge filmen: Den amerikanske befolkning skal tage et godt og grundigt kig på sig selv og få gjort noget ved den politiske situation i landet. Og som sagt er filmen hæmningsløs, når det kommer til at få budskabet ud. F.eks. siger patrioten Troy til sidst: "Lige nu kan jeg kun forsvare mit land ved at trodse det." Hører I efter, amerikanere?
Og da rulleteksterne kommer, står titlen ’Mayday’ med store bogstaver, mens kameraet panorerer hen over Det Hvide Hus. Beskeden er ikke til at tage fejl af.
Hvis man kan acceptere det politiske budskab, der males med den brede pensel, kombineret med den forudsigelige Reynolds-humor, skal du skynde dig at se "Mayday".
Filmen kan ses på Apple TV.