På moderens dødsdag gør den katolske Marie Stuart krav på den skotske trone og gør sig dermed til arvefjende over for sin protestantiske kusine Elisabeth, dronning af England.
Det er klart, at med en film fra 1971 er det ikke rødvin, men kaffe man sætter frem, inden filmen begynder. Der er sket meget i filmverdenen siden. Det bekræftes, når man ser denne film. Der er lidt museum over den. Var det virkelig så primitivt tekniske film, man så den gang, måtte jeg spørge mig selv gang på gang. Ja, det var det vel. Men dengang vidste de ikke bedre.
Det er klart, at når det er en historisk film, så tager man den historiske hukommelse med i sin vurdering af filmens indhold. Er det, der fremstilles her, nu også sådan, det skildres i historiebøgerne? Og her sker så det, at man glemmer filmens tekniske alder og bliver betaget af, så nemt, enkelt og troværdigt historiebøgernes indhold kan formidles på film. Jeg har vanskeligt ved at anbefale denne film til fredagsaften-hyggen i familiens skød. Men er man ude på at undervise i et historisk drama, så er her filmen, der følger historien så tæt, at det næsten ikke kan blive meget bedre.
En sidegevinst ved filmen er indersiden af dens tema: Had, jalousi og uforsonlighed. Kan mennesket finde på at drive had - oven i købet mod en slægtning - så langt ud, at man med koldt blod kan sørge for, at den anden dræbes? Ja, det har vi set mange eksempler på ned igennem historien. Alt for mange konflikter har fået lov til at udvikle sig ud i det blodige. Og her har vi intet lært af historien. Filmteknisk er vi blevet bedre og bedre, men forbedring af det menneskelige sind, det har vist lange udsigter!