Lad dig ikke forvirre af titlen - filmen har kun én hovedperson. Hun bærer dog flere navne, som er strikket sammen i titlen. Martha (Elisabeth Olsen) er en ung pige, der fanges ind i en semi-buddhistisk, selvforsynende sekt, der charmerer den unge Martha. Særligt er det sektens karismatiske leder Patrick (John Hawkes), der let snører den unge tøs med halvfilosofiske sætninger og familiære bemærkninger. Han giver hende straks navnet Marcy May (en kælenavns-praksis han kører med alle nytilkomne), og dermed er hun ny, unik og "in". Marlene er det sektnavn, alle pigerne har, når de møder folk udefra, fx i telefonsamtaler. Deraf de fire navne i filmtitlen.
Selve historien starter med flugten. Martha har fået nok af det voldelige miljø og stikker af. Hun er paranoid, og med rette. Sekten sender alle mand ud for at få hende tilbage igen. Hun slipper væk og får kontakt til sin storesøster Lucy (Sarah Paulsen), som hun ikke har snakket med i to år. Lucy er i sommerhus med sin kæreste, hvor de nyder to ugers ferie fra deres karrierestressede liv. Den skræmte Martha, med en uforstående søster og hendes smarte kæreste, er en tikkende bombe for idyllen. Martha kæmper en kamp for at komme sig over traumerne, men det er ikke let. Alt minder hende om sekten og skræmmer hende. Jo længere tid, der går, des nærmere kommer Martha den totale opløsning.
Jeg fandt filmen meget fascinerende. Den er i grænselandet mellem psykologisk drama og blød horror. Den er skræmmende, men samtidig smigrende. Den ret elegante balance opnås ved, at der ikke overspilles på genreelementer, men i stedet fokuseres der ind på deskriptionen. Personkarakteristikken kunne være blevet overforklaret, men det undgås ved i stedet at lade flashbacks og nutid kommentere hinanden. Det giver god synergi og åbner op for, at iagttageren kan være med i den ellers ret stramme fortælling.
Filmen handler om en sekt, og når man som troende ser en sådan film, er der mange ting, som arbejder i én. Religiøse grupper har altid den fare, at de kan udvikle sekteriske træk, og derfor var det over en lektion for mig at se filmen. Heldigvis handler filmen ikke om en religiøs sekt, hvilket giver den en tilpas distance, som giver mulighed for refleksion. Ofte sker der jo det, at når man ser film om kristne sekter, så træder man akut i forsvarsposition i stedet for at lade sig udfordre positivt. Den positive effekt opnås meget bedre, når det er en ikke-religiøs gruppe, der portrætteres.
Æstetikken ligger i white trash-genren, dog uden at følge koncepterne til fulde. Det giver et fint drømmende slør, hvor billeder ligner polaroidfotografier fra et 70’er apparat. Når fokus stadigvæk kan holdes nærværende, skyldes det, at de få replikker, der udveksles mellem karaktererne, er ret skarpe og indholdsmættede. Jeg håber, du forstår balancen?! Det er ret elegant faktisk.
Som kristne må vi tage afstand fra det sekteriske. Vi er ikke herre over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde i Kristus (2 Kor 1,24). Det diktum, som Paulus sætter op over hele sit virke, bør gælde for alle kristne. Jesus kaldte os til frihed. Den frihed skal vi bruge til at tjene ham og ikke til at få andre til at trælle for os. Men den fare ligger altid lige for, fordi vi som kristne får lov at komme tæt på hinanden og kan tale sandhed ind i hinandens liv. Derfor kan en film som denne være med til at skabe refleksion over, om vi giver hinanden den frihed som vores tro kræver.
Vil man vide mere om sekter vil jeg anbefale filmen To verdener eller Martin Herbsts bog Mit livs omvej, der handler om hans liv i moon-bevægelsen - og exit derfra. Derudover kunne man med fordel læse Forklædt - pæne psykopater og deres ofre af Irene Rønn Lind.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-