Lars Von Trier har flere gange inddelt sine film i trilogier. Først i karrieren skabte han Europa-trilogien, senere var det Guldhjertetrilogien med de prisvindende film Dancer in the Darkog Breaking the Waves.Senest har han været i gang med en ny trilogi, hvor han indtil videre har produceret de to første film Dogvilleog så denne film, "Manderlay". I"Manderlay" er nogle af karaktererne fra "Dogville" med, men selve skuespillerstaben er skiftet ud. Bryce Dallas Howard har afløst Nicole Kidman som Grace, mens Willem Dafoe har afløst James Caan som Grace's gangsterfar.
Selve handlingen ligger umiddelbart i forlængelse af "Dogville", da filmen sætter ind med at filme Grace og hendes far i den bil, de forlod "Dogville" i, og mens de filmes, ankommer de til Manderlay, en lille indhegnet farm, der er lokaliseret i det støvede Alabama. En sort kvinde kommer løbende og stopper bilen og fortæller forfærdet Grace, at en person er ved at blive pisket. Efter lidt tumult går det op for Grace, at slaveriet, der nationalt blev afskaffet for 70 år siden, er blevet fastholdt på farmen, og hendes idealisme får hende til at forlade faderen og vie sit liv til at skabe demokrati og ligeværd på farmen.
De nu forhenværende slaver har dog mere end almindeligt svært ved at forstå deres nye situation. Som byens ældste, den gode Wilhelm siger: "When we were slaves, we ate at seven. When does a free man eat? We don't know these things." Samtidig er farmens beboere låst fast i den afdøde bestyrers lov (mam's law). Men Grace tager kampen op, og langsomt begynder tingene at forandre sig. Eller gør de? For med hvilke midler kan man tvinge friheden og demokratiet igennem?
Trier er selv idealist og provokatør. Det siger han tit. Med "Manderlay" er han gået et skridt videre i sin skildring af et USA, som på mange måder måske ikke hænger så godt sammen, som det ofte iscenesættes. Faktisk skildrer Grace's håndtering af demokratiet og dets indførelse på farmen ironisk nok USA's indtog i Irak og det voldsomme pres, USA lægger på Irak, for at få dem til at indføre demokratiet for enhver pris. Og det selvom filmen er lavet inden USA tog til mellemøsten. På den måde har filmen i dag større aktualitet, end da den kom på gaden, hvilket blot må siges at være Triers held. Derfor er filmen også et godt oplæg til intern diskussion om USA's (og resten af Vestens) udenrigspolitik og den debat, som der har verseret de sidste par år.
Fortællestilen er den samme som i "Dogville". Trier har underlagt sig selv enormt stringente regler for produktionen, og selve filmen er nærmest filmisk teater med en gymnastiksal som scene og få, spartanske effekter på gulvet. Handlingen er inddelt i otte akter og styret af den elegante speaker John Hurt, hvis sprøde stemme virkelig er et scoop for USA-trilogien.
Musikken er en drilsk og lystig melodi, som ligger virkelig godt mellem scenerne. Bag kameraet står fænomenet Anthony Dod Mantle, og billerne er da også smukke og poetiske. Æstetikken er i højsædet, og kvaliteten er som ventet upåklagelig.
Den eneste minus ved filmen, er - næsten som ventet (desværre!) - at Trier på et tidspunkt filmer en voldsom sex-scene, mellem Grace og Timothy. Trier er god til at skildre lyst uden at lægge noget imellem, men scenen er lang og makaber, og jeg væmmedes en del. Det er ærgerligt, og det burde faktisk trække en del ned, da det virker unødvendigt. Jeg synes, man generelt skal være varsom med sex på film, og her er det direkte stødende, men resten af filmen er så levende, smuk og insisterende, at det ikke trækker ned.
Nu venter vi blot på sidste del af trilogien, som hedder "Wasington", og som eftersigende snart skulle være klar.
Er man interesseret, kan man læse filmmagasinet Ekko's interview med Lars Von Trier, som blev lavet op til udgivelsen af "Manderlay". Interviewet er lavet af den danske Trier-ekspert Peter Schepelern, der netop har vundet en pris for filmformidling.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-