Manden uden fortid

Mies vailla menneisyyttä

Denne finske film er et lille mesterværk. Men samtidig er den en stilfærdig og lun komedie om menneskelig venligheds betydning på små mennesker. Det er underholdning med dybde. Drama, Komedie, 
Produktionsår: 2002
Varighed: 93 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Aki Kaurismäki,
Medvirkende: Markku Peltola, Kati Outinen, Juhani Niemelä,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 15.03.2011

Finske film er en sjældenhed i danske biografer, især hvis man sammenligner med, hvor relativt ofte norske og svenske film får dansk premiere. Måske hænger det sammen med, at vi trods et vist nordisk slægtskab er ret forskellige fra finnerne. Måske er det noget med, at finsk humor og alvor ikke så tit rammer den danske. Måske er der noget særligt ur-finsk, vi simpelthen ikke står først i køen for at fange.

Aki Kaurismäkis "Manden uden ansigt" fra 2002 blev et overraskende hit i de danske biografer og opnåede som den eneste finske film nogensinde at blive nomineret til en Oscar. Og ikke blot holdt det amerikanske filmakademi af filmen; en formelig prisregn haglede ned over denne lille, finske film – alt sammen velfortjent.

Filmen handler om M – vi ser ham ankomme med toget til Helsinki. Han overnatter på en bænk i en park, men om natten bliver han banket til plukfisk af nogle bøller. Han mister bevidstheden, kommer til sig selv og får kæmpet sig tilbage til banegården, hvor han besvimer. Næste gang, han vågner, ligger han på hospitalet. Han har glemt alt om, hvem han er, hvad han hedder, og hvor han kommer fra. Hukommelsestabet er totalt. Men fordi han er kommet sig helt oven på de bøllebank, han fik, skal han reintegreres i samfundet. Ude af stand til at forklare, hvor han kommer fra, slår han sig ned hos den fattige familie Niemini i en container i byens udkant. Han søger hjælp hos Frelsens Hær, som giver ham noget tøj at tage på, og han udvikler et venskab med den ret så modne frelserpige Irma.

Det fremgår måske ikke helt af resumeet, men der er her tale om en komedie. Ikke sådan en hvor man klasker sig på lårene, mens tårerne triller ned af kinderne – næh, snarere en mere forsigtig, stilfærdig komedie. Måske er det noget finsk, men Kaurismäki har en vidunderlig fornemmelse for hverdagens absurditet og det trist-groteske i, at man i et social-demokratisk samfund skal tilbagesendes til samfundet, selvom man ikke ved, hvem man er. Det understreges med et venligt, tyst lune. Også relationen mellem M og Irma udfoldes så fint, så mildt, men slet ikke uden komik. Det er morsomt at se den selvudslettende pige i Jesus-uniform, når hun i al hemmelighed lytter til pigtrådsmusik på sit værelse. Der er noget nærmest poetisk i, at Frelsens Hærs suppekøkken bliver en romantisk restaurant, hvor de to skårede og brudte eksistenser langsomt vokser ind i en slags forståelse af hinanden.

Instruktørens ærinde er slet ikke at hænge hverken den lidt gustne M eller den lettere tragiske Irma fra Frelsens Hær ud. Tværtimod omfavnes hver figur med en omsorg og en forståelse, som gør godt. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved de kristnes intentioner; men Kaurismäki viser os, at selv en frelserpige kan have brug for en dans i ny og næ.

Det er nok mildheden, der er miraklet i "Manden uden fortid". Tænk, at det kan lykkes at lave en så lavmælt, klukkende, fin lille film om, hvor meget indflydelse en smule venlighed kan have på andres tilværelse. I og for sig gør det filmen til et skønt lille under. Jeg mindes ikke før at have set en film, der så venligt insisterende viser, at godt nok findes potentialet til ondskab i ethvert menneske, men vi kan også genskabe værdigheden hos det nedbrudte menneske gennem venlighed og måske en lille sang. Og dét er ikke bare skønt, men kan også være ganske morsomt.

---