Mand til alle tider

A Man For All Seasons

Den engelske politiker og katolik, Thomas More, bliver i 1500-tallet sat på en kraftig prøve af kong Henry VIII. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, 
Produktionsår: 1966
Varighed: 116 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Fred Zinnemann,
Medvirkende: Paul Scofield, Wendy Hiller, Robert Shaw, Susannah York,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 16.05.2008

Det handler om integritet. Så enkelt kan man vel egentlig beskrive Fred Zinnemanns 6-dobbelte Oscar-vinder fra 1966 "Mand til Alle Tider", der handler om den engelske Sir Thomas More, som i 1500-tallet blev sat på en kraftig prøve af den flagrende kong Henry VIII. Faktisk er præcis denne konge i populær kultur mest kendt for sine talrige eskapader og øhm, hvordan-skal-man-sige-det-på-en-pæn-måde, glæde over hunkønnet. Men Henry VIII var en langt mere kompleks figur end de mange blodige historier om liderbuksen med de seks koner antyder. Faktisk var han i sine unge år interesseret i statsmandskunst og teologi, og som sådan opstod et venskab mellem kongen og den dybt troende Thomas More, for hvem kærligheden til Romerkirken og loyaliteten over for paven måske (?) stod over tjenstvilligheden over for kongen.

Filmen er bygget på de sandfærdige overleveringer om Thomas More, som i 1529 blev udråbt til kansler. Dette embede passede han med nidkærhed (bl.a. brændte han en håndfuld lutheranere på bålet, men dét hopper filmen ligesom let hen over, ups). More var kansler indtil 1532, hvor han bad kongen om at fritage ham fra embedet, som han af samvittighedsgrunde ikke længere kunne passe.

Sagen var nemlig den, at kongen ønskede at skille sig af med sin første hustru, dronning Catherine af Aragon. Der kom nemlig ikke rigtig de ønskede arvinger (læs: sønner) ud af ægteskabet, og i øvrigt havde kongen en sprød elskerinde, Anne Boleyn, som sikkert ville blive en bedre avlende dronning. Problemet var bare, at kongen havde "arvet" Catherine fra sin bror, og derfor havde paven i Rom allerede udstedt en særlig tilladelse, for at dét ægteskab skulle blive til noget. Skulle More som tro mod Rom nu gå med til, at denne dispensation skulle ophæves ved at gå med til at udråbe kongen til kirkens overhoved i stedet for paven? Eller skulle han bare fortsætte med at bede for kongens arvefølge?

Det interessante var, at kongen egentlig ikke havde brug for Thomas Mores velsignelse. I årene efter reformationen, hvor styrkeforholdet mellem kirken og statsmagten, blandet med reformationens genfundne sandheder, skabte et rod og en hvirvelvind af diplomatiske strækøvelser, ja, så kunne kongen bare gøre, hvad der passede ham. Og netop på grund af den nys opstandne forvirring var arvefølgen essentiel for kongen, som ønskede at sikre den for hver en pris. Men af en eller anden grund var den ubestikkelige More, hvis gudsfrygt var kendt viden om, vigtig for kongen. Han var på det nærmeste det officielle Englands samvittighed, og hans modstand mod kongens herredømme over kirkelige sager var en torn i øjet på magthaverne.

Fred Zinnemanns ret straight fortalte film prøver så vidt muligt at undgå den åbenlyse helgenbeskrivelse, men portrættet af More er - ikke overraskende - meget positivt. Og det er bemærkelsesværdigt at se, hvor principfast han er, hvad enten det er i omgangen med datterens lutherske kæreste eller over for den korrumperede kardinal, som nok repræsenterer den kirke, More elsker, men som alligevel har misforstået så meget. Som Thomas More yder den nyligt afdøde Paul Scofield en vidunderlig åben og rolig præstation, og filmen og beskueren hviler i den ro, Thomas More besidder - på trods af alt hurlumhejet, der opstår omkring ham.

Filmen kunne godt have været lidt mere optaget af at tegne de historiske rids, men i dialogerne funkler manuskriptet. More portrætteres som et intelligent, vittigt og ærligt menneske, der ikke er til fals for tidernes lunefulde modestrømninger. I en scene opfordrer han en ung ven til at blive lærer i provinsen frem for at søge indflydelse ved hoffet. For som lærer vil fristelserne være mindre i omfang; og netop dér vil man kunne gøre en forskel og ikke blive rullet ind i hoffets magtkampe. Netop denne nøgterne konstatering af magtens natur, som More også udfoldede i sine mange bøger, tegner et billede af et menneske, som kender magtens begrænsninger og alligevel tør lade sin tro og sine principper føre ham hele vejen, tæt på magtens indre.

Uantastet omgangen med den historiske korrekthed, og uantastet, at filmen bygger på et manuskript af en agnostiker, som hellere vil fremhæve More som en stor humanist frem for et troende menneske, så maner filmen alligevel til eftertanke og anbefales varmt som portræt af en vanskelig tid og af et bemærkelsesværdigt menneske. Og at se Orson Welles som svedende kardinal og den undervurderede Susannah York som ærbar datter bør altid være et bonushit.

Filmen er kommet på dvd.

---