LIVET ER MERE END OLIEPENGE
Tredje sæson af den prisbelønnede norske serie "Lykkeland" får fem stjerner, som vi også gav til sæson 1 og sæson 2. Den foregår i årene 1987-1990. Vi følger fortsat de familier, som helt fra sæson 1 har været gennemgående. Det giver ekstra kolorit, at de børn, som kom til verden i de to første afsnit, nu er så store, at de fylder mere i handlingen. Alle karaktererne udvikler sig fortsat. Anna er stadig den, der fylder mest. Hun er nu alene med tvillingerne med de udfordringer, det giver, i forhold til en travl arbejdsdag i oliebranchen. Hun får en ledende rolle i et firma, der arbejder med automatisering af boreplatformene. Ingeniøren Sture er med i firmaet, og det er Annas bror Rein også i en periode. Sture kommer ind i serien som en afløser for Annas mand Jonatan, der døde i Kielland-katastrofen.
Toril er den anden kvindelige hovedperson. Hun fortsætter for fuld udblæsning med at udvikle sin restaurant. Det stiller så store krav til hende, at familien forsømmes, og hun glider ind i afhængighed af alkohol og stoffer. Set udefra er hendes liv glamourøst, men katastrofen lurer, og hele forløbet er godt skildret.
Indtjening eller menneskelige hensyn
Et gennemgående tema i sæson 3 er de mange arbejdsskader på boreplatformene, som søges undgået ved automatisering. Automatiseringen øger sikkerheden betydeligt, men der er den bagside, at mange af arbejderne bliver overflødige og må fyres. I forlængelse af det, behandles et andet tema, nemlig indtjening for enhver pris eller menneskelige hensyn. Balancen mellem den økonomiske gevinst ved automatisering og den menneskelige faktor i arbejdsprocesser må flere af seriens hovedpersoner forholde sig til. Den er også aktuel i vores tid, om end på andre felter.
Mange temaer berøres
Andre temaer berøres: Flere af de dykkere, som fylder meget i de to første sæsoner, rammes af en sygdom, der langsomt ødelægger hjernen. Nyman Shippings grundlægger og enerådende direktør Frederik Nyman indser, at han nok hellere må overdrage ledelsen til en anden. Kan sønnen Christian klare det, eller skal det være en udefra? Frederiks kone Ingrid oplever en voksende lyst til selv at være noget. Hun har ben i næsen og fortsætter med at komme med praj til sin mand og til sin søn og bliver derved den, som i ret høj grad styrer firmaet. Torils mor, der har været enke i knap 20 år, bliver forelsket. Anna tager sine 7-årige tvillinger med på en tur til USA, så de kan møde deres farfar og farmor, som hun heller aldrig har mødt.
Kristendommen
Den kristne tro spiller fortsat på en naturlig rolle. Torils mor Randi, der hører hjemme i pinsemenigheden, bor i samme hus som Toril og Christian og deres to teenagebørn Marius og Marie. Randi kan ikke forlige sig med, at hun bliver forelsket, for er det ikke syndigt, at en moden kvinde bliver så voldsomt "kødeligt" optaget af en mand? Marie på 11 år melder ud, at hun ikke mere tror på Gud. Toril beder stadig til Gud midt i sin mentale nedtur. Der mangler et par gange sammenhæng i deres tro og deres udtalelser. Men det er småting i forhold til, at kristendommen trods alt skildres respektfuldt og nogenlunde troværdigt. Det er vi ikke forvænt med i TV-serier.
Vores fornemmelse er, at der er mere humor i sæson 3, end der var i de to første. Det er befriende, at der mellem de tungere ting er pusterum i form at humor og kærlighed. Også sæson 3 er velproduceret, skuespillet er en nydelse og tidsbilledet rammer plet.
Sæson 3 kan ses på DRTV indtil 2. november 2026.