I den øverste del af det moderne Ruslands økonomiske middelklasse er den 12-årige dreng Alyosha ved at blive skilsmissebarn. Hans forældre skændes hadefuldt og Alyosha overhører de to skændes om, hvem der skal overtage ham. Moren (Maryana Spivak) råber til faren (Aleksey Rozin), at hun altid har ønsket, at Alyosha var blevet en abort, og at hun absolut ikke vil hænge på ham – så kan han komme på kostskole og siden hen i militæret. Faren siger ikke så meget, men har helt tydeligt ikke noget ønske om at have ansvaret for sin søn. Begge er godt i gang med at passe på deres karriere og deres nye kæreste. Da moren kort tid efter kommer hjem til lejligheden, hvor hverken hun eller hendes eks har været hele weekenden, er Alyosha der ikke. Han er simpelthen forsvundet. Hun kontakter politiet, der ikke er til megen hjælp, men man henviser til et frivilligt korps, der tager sig af at finde forsvundne personer. Hele filmen udspilles i tidsrummet, hvor forældrene og korpset leder efter drengen, mens vi samtidig følger de to forældre i deres forsøg på hver især at opbygge en ny og mere lykkelig tilværelse.
Håbløshed og kærlighedsløshed Man oplever en del nøgenhed og ret så kontante sexscener. Men ellers er det ikke de hektiske indtryk, der præger filmen, tværtimod. Ofte dvæler kameraet ved nogle triste, kolde, livløse ting længe efter, at den sidste person har forladt scenen. Man tvinges til at få et følelsesmæssigt indtryk af en på alle måder kold tilværelse, hvor kærlighed og sammenhold er byttet ud med ekstrem individualisme. Filmen foregår i Rusland, men kunne for den sags skyld foregå i rigtig mange andre samfund. Der er ikke rigtig nogen spænding, hvor vi kan håbe på, at drengen findes og familien kommer igennem krisen og forenes igen. Det er som om, alle ved på forhånd, at der ikke rigtigt er noget håb. Det frivillige korps udtrykker egentlig heller ikke kærlighed. Deres virke ser ellers ud som uselvisk næstekærlighed. Men deres måde at opføre sig på afslører, at de nok mest gør det for deres egen skyld. De får mening, sammenhold og en "rolle" ud af det.
Uden håb Sidst i filmen antydes det, at de to forældres nye projekter heller ikke tilførte dem den kærlighed og lykke, de havde regnet med. Instruktøren Andrey Zvyagintsev viste med Leviathan nogle triste og håbløse sider af det russiske samfund. Han fortsætter med samme projekt i denne film, hvor der dog er mindre vægt på unikt russiske træk og mere fokus på det moderne individualistiske menneske. Hans budskab ser ud til at være, at den individualistiske fokusering på egen lykke med næsten naturnødvendighed ikke fører til lykke. Et tankevækkende budskab ind i vores tid. Godt nok er filmen på russisk, og det giver naturligvis et både autentisk og samtidig lidt fremmedartet indtryk, men det er ikke spor svært at sætte danske navne og lokaliteter ind. Derfor er det også svært at ryste filmens indtryk af sig – det har et godt bid i sindet. I eftertankerne over dette bid tænkte jeg på et citat af Jesus: "Kærligheden skal blive kold hos de fleste."
Kan ses på blockbuster.dk.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.8 af 6. 5 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-