"London River" er en film i serien "Filmperler", som er en ny serie af udvalgte film, der garanterer at have noget på hjerte, og som giver en filmoplevelse ud over det sædvanlige. Og ja – filmen har både noget på hjerte og er en virkelig smuk skildring af to forskellige mennesker, hvis skæbner knyttes tæt sammen af den uvished, der opstod i kølvandet på terrorbomberne i London i 2005.
Du skal elske dine fjender
Vi befinder os til gudstjeneste i den protestantiske kirke på den engelske ø Guernsey. Tekstlæsningen er fra Matthæusevangeliet kapitel 5, hvor Jesus proklamerer, at kærligheden også gælder vore fjender. Et tema som kommer til at sætte den underliggende dagsorden i filmen. Noget filmens to hovedpersoner må sande og lære. Enken Elisabeth, der er filmens hovedperson, deltager i gudstjenesten, og mens orgelsangen forstummer, krydsklippes der til filmens anden hovedperson, Ousmane, der afrikaner og muslim. Begge personer har tunge ting med i bagagen, men mødes i London, hvor de efter terrorangrebet søger efter deres respektive børn.
Men hvem taler arabisk?
I London er bomberne sprunget og alt er kaos. Elisabeth er urolig for sin datter og er taget til hovedstaden for at finde hende. Her viser det sig, at alt ikke er som forventet. Datteren boede sammen med Ali og var i gang med et kursus i arabisk! Og ja – Ali viser sig, at være Ousmanes søn. Elisabeth er skræmt og forvirret over datterens forsvinden og de nye opdagelser. Hun begynder at tro, at alle muslimer er onde og terrorister. Da Ousmane i sin jagt på sin søn forsøger at hjælpe Elisabeth, tror hun det værste og reagerer med modstand, foragt og kulde. Men lige så stille åbner de sig for hinanden, og båndene knyttes på en utrolig fin måde mellem de to, som ikke er så forskellige, som de først troede.
Lige til hjertet
"London River" er en følsom og eftertænksom film. Den har klare budskaber og visioner. Den sætter billeder på de følelser, som mange af os har, når vi møder det ukendte. Vore fordomme, uvidenhed og mangel på medmenneskelighed ser vi aftegnet på en gribende måde. Filmen er reel og troværdig, og med rigtig gode skuespilpræstationer. Der er varme og gråd – ængstelse og håb. Vi lader os rive med, og det holder. Det er en flot film, som er værdig til at kaldes en filmperle.