ETIOPISK DRENG KOMMER TIL ISRAEL
En stærk dannelseshistorie fortalt med en storslået israelsk redningsindsats som baggrund. Det er den korte beskrivelse af en bemærkelsesværdig film om en afrikaner, der gav sig ud for at være jøde, men som har et håb om at komme tilbage til sit hjemland Etiopien.
På grund af en hungerkatastrofe i Etiopien flygtede tusinder til nabolandet Sudan i håb om at overleve. Blandt dem, der samlede sig i flygtningelejrene, var der også nogle tusinde falasha-jøder. Det er en folkegruppe i Etiopien, der lever som jøder. De læser i Toraen, holder sabbatten hellig og spiser kosher-mad. De hævder selv at være efterkommere af en søn af kong Salomo og dronningen af Saba.
Et af filmens spor er spørgsmålet om, hvem der kan anerkendes som jøde. Med nogen modvilje gik de religiøse autoriteter med til, at falasha-jøderne kunne anerkendes som jøder og derfor måtte slå sig ned i Israel. Ved den storstilede redningsaktion "Operation Moses" i 1984 blev 8.000 etiopiske jøder hentet i flygtningelejrene i Sudan med biler og fly. Da bilerne kom til flygtningelejren for at hente jøderne, så en kristen mor sit snit til at sende sin niårige søn med under dække af, at han var falasha-jøde. Filmen viser, hvordan myndighederne i Israel forsøger at tjekke, om alle etiopierne er jøder. Ellers skal de sendes tilbage. Spørgsmålet om, hvem der kan anerkendes som jøde, dukker op flere gange.
Et andet spor er den niårige drengs opvækst som en sort, jødisk dreng i Israel, hvor han får navnet Schlomo. Vi følger hans vanskeligheder med at tilpasse sig et vestligt samfund, hans savn af sin mor, selv om han får en adoptivfamilie, og hans længsel efter at vende tilbage. Som andre teenagere skal han finde sin identitet, men for ham er det ganske kompliceret - for ikke at sige umuligt.
En sådan genfortælling af filmens handling kunne give nogen den tanke, at det er en meget sørgelig og deprimerende beretning. Det er det også på mange måder, men instruktøren evner med indlevelse og humor at fortælle historien, så de mange lyse øjeblikke også træder frem. Han har en formidabel evne til med meget enkle midler at fortælle en stærk følelsesmæssig begivenhed, så vi fanger den, men uden at det kammer over i sentimentalitet. Det samme har vi set i Koncerten, som han også har instrueret.
Instruktøren Radu Mihaileanu er rumænsk-født jøde, der som 20-årig flygtede fra Chauchescu-styret til Paris. I sine film kredser han om jødernes vilkår. Denne film er indtil videre den eneste, som foregår i Israel. Han skildrer både positive og negative sider af et land, der - ligesom filmens hovedperson - har store identitetsproblemer. Vi møder venstreorienterede pacifister, hjertelige og bredtfavnende rabbinere, nidkære og arrogante ortodokse og også nogle mindre nidkære og mindre ortodokse og flinkere, religiøse jøder.
Filmen gør det helt rigtige: at lade personerne tale deres eget sprog. Det betyder, at man bliver ret afhængig af underteksterne, men det giver også præg af ægthed, at afrikanerne taler amharisk, jøderne hebraisk og den franske familie fransk. Store dele af filmen er optaget i Israel og er krydret med små tv-klip af historiske begivenheder.
"Gå og bliv den du er" har særlig interesse, hvis man er optaget af Israel og jødernes historie. Men er man ikke det, så rummer Schlomos dannelseshistorie så mange generelle træk, at den kan sige noget om mange unges vilkår i opvæksten. De etiopiske jøders ankomst til Israel har mange generelle træk, som kan bruges til at spejle de altid aktuelle problemer med integration, også i et land som Danmark.