Det gode ved bølgen af uafhængige film, der opstod i 1990-erne, var, at familien som rammefortælling blev taget op igen som et udgangspunkt for livet og tilværelsen. På sin vis måske lidt overraskende, at i en tid, hvor alt er til forhandling og ingen rammer ligger fast, ja, der vender familien tilbage som noget, man måske endog længes efter. Men måske også noget helt naturligt: At der, hvor konturerne udviskes, og hvor mennesker selv skal formulere deres eget liv, der længes man efter nogle faste rammer og et sted at høre til. En familie er på godt og ondt en garanti mod rodløshed. En familie er et sted, hvor man på godt og ondt hører til.
Sådan er det også for familien Hoover. Far (Greg Kinnear) lever af at sælge selvmotiveringskurser, men er ikke særlig succesfuld – selvom succes jo ellers er det, han lover sine kunder. Farfar (Alan Arkin) er blevet en bitter og ganske pervers ældre herre, der dog som en høg vogter over sit yngste barnebarn, den 10-årige Olive (Abigail Breslin), hvis største drøm er at blive skønhedsdronning. Storebroren Dwayne (Paul Dano) er en frustreret teenager som drømmer om at blive testpilot, og som derfor – for at udvise viljestyrke – har aflagt et tavshedsløfte og kommunikerer til verden i vrede skriftlige meddelelser eller med rullende øjne. Til sidst er der den selvmordsramte og ulykkeligt forelskede homoseksuelle onkel Frank (Steve Carell) og mor Sheryl (Toni Collette), der holder sammen på det hele.
Filmen tager sit udgangspunkt, da Olive får et wildcard til børne-skønhedskonkurrencen "Little Miss Sunshine", som hun drømmer om at deltage i. Så må hele familien pakke sammen og tage af sted i et gammelt, gult folkevognsrugbrød for at nå frem til Florida, hvor konkurrencen og filmens afslutning finder sted.
Det lyder måske ikke umiddelbart som en mønsterfamilie, og det kan man da heller ikke kalde den. Tværtimod er der her tale om en gruppe frustrerende og grimme mennesker. Og alligevel sidder man og klukker lidt over dem, både fordi der er noget genkendeligt over dem, men også fordi de overrasker ( – alt imens man undrer sig over, hvad familien til instruktørægteparret Dayton & Faris sagde, da de så filmen... ).
På turen til Florida springer alle familiens neuroser og skeletter ud af skabet. Det er ikke kun et kønt og morsomt syn. Det er faktisk også smertefuldt at se dem prøve at kommunikere og relatere til hinanden i deres frustration. Som komedie er "Little Miss Sunshine" i sandhed kulsort, men den er ikke uden håb. Der findes et håb for disse seks mennesker, og turen ryster dem – helt bogstaveligt! – sammen og lærer dem, at selvom det både er på godt og ondt, så hører man som familie sammen og må elske og ære hinanden og stå sammen. Det bliver en dyr lektie for familien Hoover, men altså også en absurd og vittig film for os andre.
Hvis man forventer, at film skal give et skønmaleri af tilværelsen, skal man ikke vælge en film som "Little Miss Sunshine". Men hvis man har lyst til at se en oprigtig film om at høre til i en familie, der er "skæv og strittende" – og syret!, så kan "Little Miss Sunshine" anbefales. Den knækker lidt på midten, synes jeg, og bliver til sidst meget fjollet! – men se den og reflekter over, hvad en familie i bund og grund er – og hvad det betyder for en familie, at der er nogle, der skiller sig ud.
Filmen har fået en Oscar for bedste originale manuskript, og Arlan Arkin har fået en Oscar for bedste mandlige birolle.*
Gemmer din stemme...
