"Libanon" er en filmatisering af de første dage af Israels invasion af Libanon i 1982. Fire mænd i en kampvogn lyder umiddelbart ikke som det mest spændende og virkelighedsnære miljø for en krigsfilm, men det nervepirrende og umenneskelige kommer klart til udtryk i filmen. Stemningen og atmosfæren i kampvognen fornemmes, så man sidder tilbage med en klaustrofobisk fornemmelse. Specielt dét, at kikkertsigtet i kampvognen ofte er vores eneste udsyn til omverdenen, giver filmen en speciel og næsten ubådsagtig synsvinkel.
"Libanon" er en tydelig antikrigsfilm, som næsten når op på højde med en film som "Savior". De fire soldaters møde med krigens brutale virkelighed er skræmmende, og filmen tager klart afstand til krig.
Krigsfilm har til alle tider et autenticitetsproblem. Vi sidder altid med spørgsmålet, når filmen er slut: er krig sådan i virkeligheden? Er det sådan, oplevelsen er for soldaterne? Er det menneskers virkelighed i en krigssituation?
"Libanon" er på mange måder autentisk. Der er krig, våben bruges, mennesker dør. Der er smerte, sorg, chok og kynisme. "Libanon" giver sandsynligvis en realistisk klaustrofobisk oplevelse af, hvad det vil sige at være en kampvognsenhed i krig. Men er det realistisk, at der i den israelske hær var så inkompetente kampvognsenheder som i dette tilfælde? Det synes usandsynligt, når man ved, hvordan det israelske værnepligtssystem er opbygget med tvungen værnepligt i flere år for både mænd og kvinder. Problemet er bare, at instruktøren (Samuel Maoz) selv har oplevet krigen som 20-årig. Og derfor må han have et kendskab og en erfaring, som kan danne basis for en autentisk krigsfilm.
Nyere Hollywood-krigsfilm som The Hurt Locker og Green Zone beskæftiger sig med mere eller mindre politisk korrekte spørgsmål som fx hvorfor, vi gik krig, menneskets lyst til krig osv. "Libanon" sætter fingeren på psyken og viser os også krigens psykiske konsekvens: mennesker vender ikke tilbage fra krig uden psykiske mén.
"Libanon" er en seværdig, men uhyggelig og måske autentisk film.