• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Letters from Mother Teresa

The Letters

Det verdenskendte ikon for kristen næstekærlighed er efter sin død blevet kåret til helgen. Filmen beskriver, hvad der gjorde hende fortjent til både Nobels fredspris og en kåring som helgen i den romersk-katolske kirke.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Biografiske filmTEMA Kristne film
Produktionsår: 2014
Varighed: 114 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: William Riead,
Medvirkende: Juliet StevensonRutger HauerMax von Sydow,
Stikord:
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 07.10.2016



ET LIV I TJENESTE

De fortrolige breve
Filmens ramme er, at præsten Bejamin Praagh (Rutger Hauer) fra Vatikanet skal samle dokumentation for, at verdens mest berømte nonne, Mother Teresa, nu efter sin død kan helgenkåres. Han møder hendes gamle åndelige vejleder, præsten Celeste van Exem (Max von Sydow). Exem viser Praagh de fortrolige breve, han igennem mange år modtog fra Mother Teresa (Juliet Stevenson). Breve, der indtil for nylig ikke var offentliggjort. Disse breve viser en anden side af Teresas liv end den, vi ellers har hørt om. Filmen bygges op som vekslende mellem glimt af denne samtale og episoder fra Teresas liv.

Spændingen
Hendes fantastiske liv kender vi. Det beskrives også i denne film, hvordan hun begyndte som undervisende nonne i et kloster. Her levede hun trygt og godt, indtil Guds kald kom så tydeligt til hende, at hun måtte opgive sin elskede undervisning. Gud kaldte hende til at leve blandt de allerfattigste i Calcuttas slum. Efterhånden voksede der en helt ny menighed/orden frem i den katolske kirke med Teresa som leder. Vi møder hendes totale selvopofrelse og hendes selvudslettende ydmyghed – samtidig med, at hun som en løvinde med uforskammet stædighed kæmpede for at skaffe hjælp til de fattige. I enkelte klip fra hendes private bønsliv anes den spænding, som de omtalte breve udfolder. Exem kan gennem disse breve vise, at Mother Teresa fremstod som en kvinde, der var båret at Guds kærlighed og en urokkelig tro. Men samtidig kæmpede hun med mørke tanker og følelser. Ensomhedsfølelsen og angsten for at være forkastet af Gud har plaget hende hele hendes liv igennem.

For få volt
Elektrisk spænding måles som bekendt i volt. De omtalte breve har været meget diskuteret i medierne, og jeg havde faktisk glædet mig til at få et lidt dybere indblik i, hvad de fortalte. Men det kom aldrig længere end til de overskrifter, jeg kendte fra medierne. Filmens beskrivelse af Mother Teresas liv og virke er meget blodfattig og klichéagtig. Både Stevenson og andre skuespillere minder mig lidt om amatørteater. Ja, undskyld, men nogle gange spilles der ufrivilligt komisk, stift og stereotypt. Den spænding, jeg havde glædet mig til at få et indblik i, blev leveret med alt for få volt. Hverken den menneskelige side eller den teologiske side blev på nogen måde uddybet.

Det hele virkede, som det vel også var meningen: en embedsmand skal indsamle dokumentation til brug i en retssal. I hvert fald slutter filmen med, at Praagh kan fremlægge resultatet for Vatikanets ledelse: Mother Teresa kan indstilles til helgenkåring! Dels fordi hun levede så fantastisk et liv i næstekærlighed, og dels fordi hun gjorde det på trods af de voldsomme indre lidelser i hendes trosliv. Så både i det ydre og det indre har hun vist sig som en sand kristen heltinde.

Filmen antyder andre meget interessante spændingsfelter. Fx viser filmen, at hun anklages af det lokale hindu-samfund for at missionere for kristendommen, selv om hun selv og hendes hinduistiske sympatisører fremhæver, at hun aldrig taler om den kristne Gud. Dette kombineres så med, at filmen viser, at hun i sit hjælpearbejde hele tiden nævner Guds kærlighed over for de fattige og syge og døende, hun hjælper. Dette spændingsfelt må have rummet nogle virkelig konfliktfyldte områder, men filmen har også her alt for få volt til at nå længere end til enkeltstående klichéer.

Synd for den prægtige kvinde og det fantastiske arbejde, som filmen netop prøver at kaste glans over. Vil man ære hendes minde, vil jeg stadig anbefale den godt nok meget lange, men langt mere realistiske film Moder Teresa.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Oliver, 02-01-17 08:52:
Er slet ikke enig! Fandt filmen både velspillet og ganske inspirerende.
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer