I det storladne musical-epos synger Jackman og co. sig igennem den klassiske fortælling om straffefangen, der ufortjent frikøbes. Og i hans liv som det nye menneske udspilles kristne pointer som perler på en snor.
EN VELKENDT SANG I NYE KLÆDER Helt uundgåeligt i en tid med stadig flere og flere genindspilninger, reboots, seqeuls, preqeuls, og hvad vi ellers har af filmatiseringer af gamle historier og eventyr, måtte naturligvis også "Les Misérables" genopstå i ny indpakning med velkendt indhold.
Historien er i den grad kendt og elsket. Victors Hugos storslåede fembindsværk fra 1862 bliver flere steder kaldt det 19. århundredes største roman, og fortællingen har fået liv utallige gange siden, senest i form af den succesrige teatermusical (første gang opført i 1980), men også i tv-miniserien (2000) eller i Bille Augusts filmatisering (1998). Så vidt "Les Misérables"-arven.
Filmen (2012) hviler på filmmagere i sværvægterklassen, med bl.a. prisbelønnede William Nicholsen ved manuskriptet og Tom Hooper i instruktørstolen - som efter sin oscarvindende Kongens store tale skubber forventningerne et nyk opad. Hertil kommer guld-castet af velkendte Hollywood darlings, hvoraf Hr. Jackman var nomineret til en ocsar for sin rolle, og fru Hathaway snuppede én for sin. Der er på alle planer lagt i ilden til et stort og blændende bål, som stadig har stor brændværdi. Men det vender jeg tilbage til.
Historien kort fortalt "Les Misérables" er fortællingen om den tidligere straffefange, Jean Valjean (Hugh Jackman), som er vred og bitter over stadig at møde straf og stempling, efter at han retmæssigt har afsonet sine 19 år for brødtyveri og flere flugtforsøg. Han modtager husly af en kærlig biskop, men Valjean kvitterer dog venligheden ved en natteflugt, hvor han hapser biskoppens sølvtøj. Valjean fanges, men reddes af den gamle biskop, da han irettesættende utrykker utilfredsheden over, at Valjean i farten glemte lysestagerne sammen med sølvtøjet. Sammen med lysestagerne følger biskoppens råd om at blive en hæderlig mand.
Ved dette indgreb i straffefangens liv ændres hans livsvilkår bestandigt. Valjean lever nu på den chance, han fik givet, og i skjult identitet opnår han med årene succes og indflydelse som borgmester og fabriksindehaver i en unavngiven fransk by. Den ihærdige regelrytter Javert (Russel Growe) er politiinspektøren, der ikke glemmer fortidens overtrædelser, og helst ser lovovertræderen Valjean straffet. Valjean føler sig ansvarlig for fabriksarbejdersken Fantines (Anne Hathaway) ulykke og tager sig derfor af hendes datter Cosette (Amanda Seyfried), som han løskøber fra det skurkagtige Thénardier-par (Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter). Historien spidser til ved Cosettes opvækst, hvor hun forelsker sig i Marius (Eddie Redmayne), som er revolutionær foregangsmand under det prærevolutionære Paris i 1832. Atter må stakkels Valjean skride til aktive opofrende valg, for at gøre det rigtige. Og endnu engang krydses vejene med Javert i det uundgåelige opgør.
Det nye liv "Les Misérables", de elendige, er fortællingen, der tager universelle emner frem, og som har tydelige kristne pointer. Victor Hugo var selv kristen forfatter, og hans teistiske verdensforståelse er gennemgribende. Fortællingen er en guldgrube af kristne budskaber! Ganske ofte er biskoppens barmhjertighedsgerning brugt som et billede på den gennemgribende nåde, Gud viser skyldige og brudte mennesker – helt uforskyldt og uden at forvente noget igen. Faktisk går den tidligere ærkebiskop George Carey så langt, at han kalder denne hændelse: ”Den fineste beskrivelse af nåden uden for Det Nye Testamente.”
At Valjean møder denne kærlighed vender rundt på hans forståelse og driver ham til at leve sit liv for at tjene andre. Det er livsførelse i konkret, medmenneskelig og opofrende forstand. Det udtrykkes således i Eferserbrevet kap. 2 vers 3-5: ”I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst.”
Den gennemgribende forandring oplever Valjean, så han kan leve på det. Efeserbrevet fortsætter i kap. 2 vers 10: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”
Disse gode gerninger udspringer ikke af et indre menneskeligt ønske eller en vilje, men fordi vi er et værk af Gud. Og Valjean illustrerer, hvordan vores handlinger helt konkret kommer til udtryk i mødet med vores næste. Uanset om det er ven eller fjende. Hugo viser dermed en verden, hvor der hærger stor uretfærdig forarmelse, ondskab og elendighed. Men i denne verden skænkes kærligheden til næsten, omsorgen og tilgivelsen. Og det sker igennem mennesker.
Javert er i sin regelrethed et billede på loven – alt det, som vi skal og burde gøre, men som vi ikke kan leve op til. Det er ikke forkert ifølge loven, at Valjean skal fængsles – for han har brudt loven. Romerbrevet kap. 7 vers 6: ”Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.”
Javert har med sit retfærdighedssyn svært ved at tolerere nåden, da han selv bliver vist nåde. Modsat Valjean kan han ikke forlige sig med en uretfærdig nåde og går derved til grunde.
Ikke nogen elendig bedrift Rent filmisk er det er flot præstation – både dramaturgisk, visuelt og endda sangmæssigt, set i filmens sammenhæng. Alle sangpræstationer er indspillet ’live’ på settet, hvilket giver en god uperfekthed og naturalisme midt i det store følelsesbrus. Det virker. Og det gør den allerede stort roste scene med Hathaways tårepersende sang I dreamed a dream også! Det er storladent som kun musical kan være det – på godt og ondt.
Filmen kan kritiseres for at ligne filmet teater, men de lange close-up indstillinger, de håndholdte kameraer og legen med fokus er med til at bidrage til et mere naturalistisk udseende, som danner god balance i forholdet til svulstige udtryk og operaarmbevægelser. Tilmed er Hooper ikke for fin til at vise de elendiges fattige og beskidte forhold.
En kendt fortællingGenerelt må man sige, at "Les Misérables" er fortællingen om de elendiges tilværelse og redning. Det er fornemt, hvordan de kristne pointer står så tydeligt, uden at de bliver påklistrede. Netop dette er filmens ubestridte styrke. Den er relevant og kan bruges som springbræt for mange gode diskussioner og bl.a. som et fint billede på den ufortjente og uretfærdige nåde.
"Les Misérables" er en kendt og elsket fortælling for mennesker overalt i verden. Det betyder, at en klar og tydelig historie om evangeliet fortælles og opleves af et bredt publikum. Selvom der kan sættes fingre på filmens enkelte dele, eller måske hele genren for den sags skyld, får historien den bedste anbefaling herfra, fordi den ikke mister biddet, men er mere end almindelig oplagt til en samtale om film og tro!
Af stikord til videre drøftelse kan nævnes - Temaet om nåden, og hvordan den konkret forandrer. Hvad får Valjean til at handle som han gør? (Læg mærke til, at lysestagerne er med ham til han dør …)
- Diakonal livsførelse og kærlighed i handling. Livet med Gud vises især i mødet med vores næste omkring os.
- Filmens titel. Hvem er de elendige? Og hvorfor?
- Filmens henvisninger til martyrium, passionshistorien, Himmeriget og meget mere.
Gemmer din stemme...
