• FULD AF KÆRLIGHED nu med nyt undervisningsmateriale

  • LEE i biografen

  • THE MAURITANIAN nu på MAX udover filmstriben.dk og blu-ray

  • INDERST INDE 2 nu på Disney+ og 30/10 på dvd og blu-ray

  • SOMEONE LIKE YOU på VOD, fx Blockbuster.dk

  • HORIZON - EN AMERIKANSK SAGA (DEL 1) nu på dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Lee

Den amerikanske model, Lee Miller, var dygtig med sit kamera. Hun blev krigsfotograf for Vogue og indfangede grusomheder under anden verdenskrig. De mange indtryk forandrede hendes liv.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Anden verdenskrig
Produktionsår: 2023
Varighed: 116 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Ellen Kuras,
Medvirkende: Kate WinsletAlexander SkarsgårdAndy SambergJosh O'Connor,
Stikord:
 Krig,










Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.09.2024



EN FOTOGRAF GÅR TIL GRÆNSEN 

Vi har alle set de stærke billeder, Lee Miller tog i koncentrationslejrene i dagene umiddelbart efter Tysklands kapitulation i 1945. Sikkert uden at kende noget til fotografen. Nu har vi en ganske seværdig biografisk film om hendes omskiftelige og dramatiske liv. Som ung var Lee (Kate Winslet) en kendt fotomodel i 20’ernes New York. Senere blandede hun sig med en gruppe unge avantgardekunstnere i Paris. Efterhånden blev hun en anerkendt fotograf, der både kunne lave stilsikre studiefotos og kunstfotos, som vakte opmærksomhed. Hun blev kæreste med kunstneren Roland Penrose (Alexander Skarsgård).

Så kom anden verdenskrig. Drevet af eventyrlyst og et behov for at vise krigens sande ansigt, tog Lee til London for at skildre resultatet af tyskernes massive bombardement af London. Hun fik en aftale med det engelske modeblad Vogue om at arbejde for dem som krigsfotograf. Ved fronten i Saint-Malo i Frankrig mødte hun den amerikanske fotojournalist David Scherman (Andy Samberg) fra Life Magazine. De to kom til at arbejde sammen i resten af krigen. Både Roland og David er med gennem hele filmen. Roland som den politisk uengagerede tilskuer, der søger at få hende til at forlade krigsskuepladsen, og David som den, der følger hende eller går foran hele vejen.

Helt frem i skudlinjen
Lee var en grænsesøgende avantgardist, der ikke ønskede at passe ind. ”Jeg er god til alkohol, sex og fotos,” siger hun et sted. Den frivole side af hende ser vi ikke meget til i filmen, hvor hovedvægten er lagt på indsatsen som krigsfotograf. Lees billeder blev blandt andet gode, fordi hun insisterede på at være i første række, også ved fronten. Hun møver sig helt frem i skudlinjen med fare for sit liv, for de gode motiver kan først fanges, når man er helt tæt på. Og så havde hun en forkærlighed for at vise kvindernes skæbne.

Rammefortællingen fungerer ikke
Vi får det hele: fantastisk skuespil, flot fotografering, et godt lydspor, spændende karakterer, gode kulisser og alt, hvad man ellers kan ønske sig af en film. Bortset fra én ting. Den gennemgående måde at fortælle på nærmer sig det kedelige. Opbygningen er set utallige gange tidligere i strømmen af såkaldte biopic. En aldrende udgave af hovedpersonen fortæller sin livshistorie til en journalist, eller en anden relevant person. Selve handlingen er så klippet indimellem. Det fungerer bare desværre ikke i denne film. Ganske vist har vi Kate Winslets karakterfulde stemme, der som gennemgående fortæller oplyser os om det, der ikke er tid til at vise med billeder. Men rammefortællingen med journalisten føjer ikke noget til. Bortset fra, at der er et par tvist til sidst, som nok er værd at vente på.

Romanen Den franske fotograf af Natasha Lester er baseret på Lee Millers arbejde som fotojournalist for Vogue.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer