"Flyt 10.000 engelske laks til en kunstig flod i Yemens ørken." Det er den besked finanseksperten Harriet Chetwode-Talbot (Emily Blunt) giver lakseeksperten Dr. Alfred Jones (Ewan McGregor) på vegne af sin klient, den stenrige arabiske sheik Muhammed (Amr Waked).
Dr. Jones afslår naturligvis og påpeger det naturstridige i idéen, men den engelske premiereministers personlige PR-kvinde Patricia Maxwell (Kristin Scott Thomas), hører om projektet og presser på for at få det gennemført, da hun ser en gevaldig PR-mulighed, hvis englænderne kan opfylde sheikens ønske.
Så inden længe er lakseekspertens kreativitet, assistentens evne til at koordinere, sheikens checkhæfte og PR-kvindens evne til at trække i de rigtige tråde sat ind i en fælles indsats for løse de enorme problemer, der er forbundet med at opfylde sheikens drøm om at kunne fiske i ørkenen.
Sheiken forsøger at bevæge doktoren ved at appellere til dennes tro. Det er troen der skal flytte – ikke bjerge – men laks. Sheiken har oplevet, hvordan han kommer i pagt med naturen, når han står med en fluestang i hånden. Den åndelige oplevelse skal hans landsmænd også have. Flere gange i filmen bliver tro omdrejningspunktet i filmen. Selv om sheiken er muslim, er det ikke en samtale om trosretninger, men snarere om videnskab kontra tro. Om det at tro på en sag, at tro på, at man kan forandre verden og gennemføre projekter, der for alle andre ser umulige ud.
Tro er tillid til noget bedre – sheiken sammenligner det over for lystfiskereksperten med at stå i timevis, ja måske dagevis ved et fiskevand uden af fange noget. Man gør det fordi man tror, at det store øjeblik kommer lige om lidt. Der er ingen videnskab, der kan forudsige hvornår eller om, man får bid igen.
Jeg røber vist ikke for meget ved at afsløre, at sheiken sidst i filmen siger lige ud, at projektet slet ikke drejer sig om at få laks i en ørken, men om at give et folk tro og håb – selv når man lever på en gold ørkenklippe.
I privatlivet kæmper både Alfred Jones og Harriet med problemer, der er næsten lige så store: Dr. Jones blev gift meget ung, og hans ægteskab er nu lige så tørt som den yemenitiske ørken. Harriets kæreste er elitesoldat og forsvinder under en mission i Afghanistan. Så det ligger ligesom i luften, at de to skal gøre som laksene og svømme mod strømmen – sammen.
Når man ser filmen, er der tilsyneladende ingen anden udvej, og det er helt i tråd med tidsånden: Er hustruen for kedelig, eller bliver kæresten væk for længe – ja så er det da på tide at se sig om efter nye muligheder. På det punkt er filmen så forudsigelig, at der ville være kommet en helt anderledes spændende film ud af det, hvis billedet med at gå mod strømmen ikke var brugt til at forsvare, at Dr. Jones skulle forlade sit ægteskab, men derimod at sammenligningen mellem ørkenen og ægteskabet var brugt til at vise, at man i enhver ørken kan skabe sig en dejlig oase, hvis man tror på sagen og arbejder hårdt, selv om strømmen går én imod.
Alt i alt bestemt en film, der er værd at bruge et par timer på, hvis man er til kærlighed, smil, flotte naturbilleder og en lidt usædvanlig historie. "Laksefiskeri i Yemen" har manuskript af Simon Beaufoy, der er kendt for Slumdog Millionaire og 127 timer, og er instrueret af svenskeren Lasse Hallström.